Betal dog for dit helbred, Caroline!

Kommentar: Når Team Wozniacki taler om, at det vigtigste er at holde sig skadefri, bør de ansætte en fysioterapeut på fuldtid og betale prisen for at melde afbud til turneringer, vurderer Ekstra Bladets tennisekspert

Nu må Caroline Wozniacki, der igen i Cincinnati stillede op med bind om venstre læg, investere det nødvendige i sit helbred, mener Ekstra Bladet (Foto: Polfoto)
Nu må Caroline Wozniacki, der igen i Cincinnati stillede op med bind om venstre læg, investere det nødvendige i sit helbred, mener Ekstra Bladet (Foto: Polfoto)

Natten til onsdag betalte Caroline Wozniacki igen prisen for den manglende kamptræning, der har fulgt en skadesplaget start på hardcourt-sæsonen. At blive tildelt et ydmygende æg af en toprival har sikkert gjort lige så ondt i selvforståelsen som de fysiske smerter i læggen, hun i en periode har døjet med.

Men undskyld. Set fra min stol kan Team Wozniacki et pænt stykke hen ad vejen også takke sig selv for, at situationen nu er noget alarmerende op mod US Open, i forhold til at forsvare positionen på ranglisten og til at kvalificere sig til den sæsonfinale i Singapore, som jeg ved, betyder meget for Caroline.

Se også: Ny skuffelse: Wozniacki fik æg i første kamp

Jeg mener nemlig, at hun og Piotr planlægger og rekrutterer skidt omkring hendes helbred.

For prøv at kæde følgende fire størrelser sammen:

* Caroline med den fysisk så krævende spillestil gentager igen og igen, at det vigtigste for at kunne toppræstere er at være skadefri.

* Caroline har – i modsætning til flere kvindelige og næsten alle mandlige topspillere – ingen medrejsende fysioterapeut i sit team.

* Caroline besværer sig over, at WTA’s regler nærmest tvinger hende til at stille op i obligatoriske turneringer. Ellers vanker der store bøder (i Toronto og Cincinnati 50.000 dollars for verdens nummer 5).

* Caroline tjener ifølge Forbes Magazine nu op mod 100 millioner kroner om året.

Min pointe er: Hvis dit gode helbred er den vigtigste grundsten i din tenniskarriere, så invester dog i det.

Ifølge mine oplysninger vil det koste rundt regnet en million kroner at holde en fysioterapeut på vingerne året rundt. Den rigtige af slagsen vil ikke bare kunne sørge for at holde kroppen på omgangshøjde med strabadserne. Han/hun vil også kunne trykke på pause-knappen, når det er nødvendigt for at restituere og give en skade ro.

Caroline Wozniacki røg sidste år ud til Serena Williams, men i år var Belinda Bencic stopklods i Rogers Cup (Foto: AP) Tennis - 13. aug. 2015 - kl. 06:53 Wozniacki tvunget i kamp: Det er vanvittigt

Caroline stillede skadet op i Stanford. Det havde hun ikke behøvet, for den er ikke obligatorisk. Og hun har efterfølgende betalt prisen med to gange et point til ranglisten efter nederlag som oversidder i de større turneringer i Toronto og Cincinnati.

Nu ser hun sig tvunget til at spille i New Haven i næste uge. I et stærkt felt, som ikke giver garanti for mange kampe. Og dermed kan hun køre sydpå til New York i en både fysisk og mental forfatning, der langt fra er optimal op til den grand slam, som hun føler sig bedst tilpas i og formentlig har den største chance for at vinde.

Se også: Wozniacki efter nederlag: Jeg var ikke på 100 procent

Maria Sharapova og andre melder altså fra til turneringer, hvis de ikke føler sig på toppen. De æder bøden, og den pris er nok givet godt ud, hvis det er de store mål, man går efter.

Team Wozniackis turneringsiver kan ind i mellem synes kortsigtet. Og Caroline må være nået til det punkt i karrieren, hvor hun må drage en soleklar konklusion og investere det nødvendige for at nå sit store mål.

38 kommentarer
Vis kommentarer