Bizart problem: - Jeg havde ikke flere ketsjere

Holger Rune havde ikke flere ketsjere tilbage, da der kom nye bolde i ATP-kvartfinale

Holger Rune tabte fredag til verdens nummer 16. Foto: Dubreuil Corinne/Abaca/Ritzau Scanpix
Holger Rune tabte fredag til verdens nummer 16. Foto: Dubreuil Corinne/Abaca/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Holger Rune løb ind i et problem sent i fredagens kvartfinale mod Pablo Carreño Busta i ATP-turneringen i franske Metz.

Danskeren manglede en ekstra ketsjer, som kunne tages i brug, da det blev nødvendigt.

- Jeg havde ikke flere ketsjere, så min ketsjer blev for blød til sidst, da der kom nye bolde. Det gjorde, at jeg holdt lidt igen på slagene i stedet for at slå frit igennem, som jeg ellers gjorde så godt i hele kampen, siger han til TV 2 SPORT.

Rune tilføjer, at han ganske vist havde ketsjere liggende i sin taske. Men de var uden strenge og derfor ikke til særliholg stor hjælp.

Carreño Busta endte med at vinde kvartfinalen 6-4, 3-6, 6-4.

- Jeg synes, jeg var en bedre spiller, men han er meget erfaren. Han ved, hvornår han skal skrue lidt op, og hvornår han bare skal blive ved med at sætte boldene i banen. Der er en grund til, han er i top-20, siger han.

Trods nederlaget til verdens nummer 16 kan Holger Rune se tilbage på endnu en god uge.

Det 18-årige stortalent, der selv er nummer 133 på verdensranglisten, vandt to kampe over højere rangerede modstandere, før han blev stoppet af spanieren.

I august vandt Holger Rune challenger-turneringer i San Marino og Verona, mens han i US Open tog sæt fra Novak Djokovic.

Verdensstjernen roste efterfølgende den danske teenager. Se det her:

Bizart problem: - Jeg havde ikke flere ketsjere