Blæste modstander omkuld: Stærk Caroline videre

Caroline Wozniacki afgav blot et parti i sejren over Madison Brengle fra USA ved Miami Open

Tennisstjernen Caroline Wozniacki var aldeles overbevisende, da hun torsdag aften dansk tid tog hul på Miami Open.

Efter at have været oversidder i første runde vandt Wozniacki i anden runde over verdens nummer 44, Madison Brengle fra USA.

Danskeren uddelte et såkaldt æg og skulle bare bruge 56 minutter på at vinde med de ydmygende cifre 6-0, 6-1.

Madison Brengle har ellers haft en flot åbning på 2015-sæsonen. Hun indledte med en finaleplads i australske Hobart og spillede sig efterfølgende i 1/8-finalen ved grandslam-turneringen Australian Open.

Men hun fik aldrig gang i sit spil mod en veloplagt og determineret Wozniacki.

Stærk turnering
Først efter 41 minutter blev amerikaneren noteret for et parti, da hun holdt serv til stillingen 1-3 i andet sæt.

Bagefter havde hun chancen for at bryde til 2-3, men danskeren afværgede servegennembruddet og afgav ikke flere partier.

Efter 56 minutter servede hun kampen hjem på sin første matchbold.

I tredje runde skal Wozniacki møde esteren Kaia Kanepi, der i sin kamp torsdag slog Varvara Lepchenko fra USA med 6-2, 6-4.

De to har mødt hinanden seks gange tidligere, hvor af danskeren har vundet fire af kampene, senest i 2012.

Miami Open er stærkt besat. Verdens nummer fire, Petra Kvitova, er således den eneste spiller fra top-10, der ikke stiller til start.

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere