Boris Becker kan på ny trække vejret som en fri mand.
Det kan han, efter at han torsdag som ventet er blevet løsladt fra det engelske Huntercombe-fængsel, hvor han afsonede en dom for bedrageri. Det har det britiske justistministerium bekræftet over for PA.
Egentlig var han idømt 30 måneders fængsel med halvdelen gjort betinget, men han nåede kun at afsone otte, siden han blev sat fast i april.
Grunden til, at den 55-årige tysker kan kalde sig en fri mand, er, at Storbritannien har en såkaldt fast-track-model, der gælder ikke-britiske statsborgere.
De kan således få eftergivet op til 135 dages straf, hvis de rejser tilbage til deres hjemland og ikke returnerer i straffens resttid. Det sker for at frigøre kapacitet i de britiske fængsler.
Den tidligere verdensetter og seksfoldige Grand Slam-vinder blev i april kendt skyldig for bedrageri, efter at han skjulte værdier for godt 21 millioner kroner under sin personlige konkurs i 2017.
I det hele taget har Boris Becker efter sin succesfulde karriere haft lidt problemer med økonomien. Således blev han tilbage i 2002 dømt for skattesvindel på 12,5 millioner kroner hjemme i Tyskland. Det afstedkom en betinget fængselsstraf på to år.
Boris Becker tog tennisverdenen med storm, da han i 1985 som blot 17-årig blev den yngste vinder af den traditionstige Wimbledon-turnering - i øvrigt også den første useedede vinder. En bedrift kun matchet af Goran Ivanicevic i 2001.
Med sin energiske spillestil genvandt han Wimbledon-titlen året efter og nåede i alt tre sejre der med gevinsten i 1989. Desuden har han vundet US Open (1989) og Australian Open (1991 og 1996), ligesom han vandt sæsonfinalen tre gange (1988, 1992 og 1995).