LONDON (Ekstra Bladet): Dagen før en nervebetonet førsterundekamp i en grand slam, kan Caroline Wozniacki godt være i lidt af en boble og dermed forfalde til noget i retning af automatsvar.
Faktisk lyste hun først for alvor op under sin snak med den danske presse, da hun blev spurgt om søndag aftens koncert med Justin Bieber i Hyde Park.
- Det var meget sjovt, ja, sagde hun og slog over i småklukken på spørgsmålet om, hvor svært det havde været at trække kæresten, David Lee, med sig.
- Haha, jeg tror, jeg var lidt mere opsat på at komme til Bieber-koncert, end han var. Men han har faktisk været til sådan en før, så han kunne ikke sige så meget til det.
- Vi har lidt forskellig musiksmag. Han hører lidt mere rap end mig, mens jeg er lidt mere til pop.
Skaden i maveregionen var ikke blevet forværret på græsset i parken, og hun havde det fint efter halvanden times træning på Aorengi Park, Wimbledons træningsanlæg, sagde hun.
At hun bliver nævnt i favoritfeltet til årets Wimbledon, har hun ikke ofret mange tanker, men hun erkender, at situationen er anderledes i Serena Williams barselsfravær.
- Det er klart, at det er sværere, når man skal igennem Serena. Men det er stadig ikke nemt at vinde en grand slam, siger Caroline Wozniacki, der ikke ser nogen klare favoritter stikke ud:
- Jeg synes, at feltet er meget åbent, og på græs kan meget ske.
Selv føler hun sig godt tilpas på underlaget efter sin fine uge i Eastbourne.
-J eg har jo altid godt kunnet lide at spille på græs, og synes det er sjovt, når den sæson går i gang. Og så har jeg generelt været i god form i år, siger hun.
- Jeg tror bare, det hele er kommet over tid. Jeg tænker ikke så meget over det. Det er lidt per instinkt, når jeg kommer på græs.
- Men jeg servede udmærket i Eastbourne, var ret aggressiv, og havde held med at variere tempoet i spillet.
- Jeg føler, jeg har fået noget god græstræning, så jeg føler mig godt tilpas. Jeg prøver hele tiden at forbedre mig. Når du træner på noget, og det begynder at lykkes, er det en god fornemmelse, siger hun.
Kampen mellem Wozniacki og Babos afvikles tidligst klokken 18, dansk tid, på en endnu ikke fastlagt bane.