Caroline frygter ikke 'udebane': Jeg har mange fans her

Caroline Wozniacki skal op imod halv-australieren i tredje runde af Australian Open. Men det er ikke noget, der slår den danske tennisstjerne ud. - Jeg frygter ikke at være på udebane

Caroline Wozniacki er fuld af selvtillid før lørdagens kamp på en bane, hvor hun har vundet fire ud af fem kampe. Foto: AP
Caroline Wozniacki er fuld af selvtillid før lørdagens kamp på en bane, hvor hun har vundet fire ud af fem kampe. Foto: AP

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Fire gange har hun vundet og en kamp har Caroline Wozniacki tabt på Margaret Court Arena, som tidligt lørdag morgen, dansk tid, er rammen om danskerens spændende kamp i tredje runde mod britiske Johanna Konta.

Med en kvinde- og en herresingle på programmet inden, kan hun komme på banen ved fem-seks tiden.

Ekstra Bladet har bedt arrangørerne om en statistik på Caroline Wozniackis præstationer på de tre største baner, og den fortæller, at hun har gjort det godt på netop denne bane, som er anlæggets tredjestørste med plads til 7.500 tilskuere.

Her har hun vundet fire af sine fem kampe men tabte sin seneste mod Viktoria Azarenka i 2015. På den største, Rod Laver Arena, hedder hendes sejrsstatistik 9-6, mens Wozniacki på Hisense Arena har vundet otte af ti kampe.

- Mens der er stor forskel på de største baner i US Open, føles de faktisk meget ens her. Der er ikke en bane, hvor jeg tænker, at der spiller jeg bedst, siger hun.

- Det føles lidt som at spille indendørs på dem alle tre, især efter at Margaret Court er lavet om. Jeg var ikke glad for den før i tiden, for det blæste meget på den, men jeg spillede heldigvis ikke så tit derovre.

Margaret Court Arena blev renoveret frem til Australian Open i 2015, og der er nu tre arenaer under tag.

Caroline Wozniacki er ikke bange for, at den bliver en udebane, selv om Konta er opvokset i Australien og derfor i tennissammenhæng betragtes som halvt australier.

- Det tror jeg ikke. Jeg har rigtigt mange fans her, smiler hun.

Det gør hun meget for tiden.

- Jeg føler mig også godt tilpas. Tingene kører både på og udenfor banen.

- Jeg skal spille godt for at vinde, men jeg ser frem til den kamp. Jeg skal bare gå ind og trykke til. Jeg skal både returnere og serve godt, men det har jeg generelt også gjort, og så skal jeg have hende ud at røre sig.

Hun føler sig på ingen måde som underdog mod verdens formstærke nummer ni.

- Alle modstandere er svære, men det er jeg også. Jeg føler, at jeg kan slå dem alle, siger hun.

Se også: Sejrsglad Caroline i kongelig forvirring

Se også: Undrende Caroline: Kom nu videre, Rory

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere