Caroline glemmer forbandelsen: Ikke tid til at tænke

- Især de første par bolde er instinkt, siger Caroline før mødet med endnu en hardhitter i fjerde runde

LONDON (Ekstra Bladet): Bedømt på humøret er Caroline Wozniacki i storform før dagens møde med Coco Vanderweghe. Det bekræfter hun selv med et smil efter søndages korte men intensive træning.

- Jeg fik noget god mad og gik tidligt i seng. Nu skulle jeg så lige have lidt sved på panden.

Tanken om den forheksede fjerde runde, som det er aldrig er lykkedes hende at vinde ved Wimbledon, er fjern, siger hun.

- Jeg har det fint nok med det. Jeg ser det mere som en ny kamp. Jeg tænker ikke så meget på det. Og jeg har aldrig gjort det før selve kampene.

- Jeg har også mødt gode spillere i fjerde runde, senere vindere og finalister i turneringen (Kvitova og Muguza, red.). Det er ikke fordi, de har været nemme kampe i fjerde runde.

Nu venter endnu en hardhitter, og hun føler, at hun efterhånden er vant til den type konfrontation og ved, hvad der skal til.

- Man skal altid være klar, for bolden kommer hurtigt tilbage. Der er ikke tid til at tænke. Især de første par bolde er instinkt, hvor det handler om at få de rigtige vinkler på boldene. Det er måske meget godt, at jeg lige har mødt lignende modstand, siger hun.

Flere og flere af den type
Der kommer flere og flere af den type spillere frem, og i Paris kom Jelena Ostapenko på tværs.

- Ja, generelt er stilen nok, at flere og flere prøver at slå hårdere og hårdere, men samtidig synes jeg også, at vi har meget forskellige spillestile og især i toppen.

Om Coco Vanderweghe siger hun:

- Hun server godt og spiller aggressivt. Hun bevæger sig mindre godt, så hun skal ud at røre sig.

Kampen er programsat som den anden på Bane 3 med forventet start midt på eftermiddagen, dansk tid.

Stolt Caroline: Et af mine store comebacks

Caroline Wozniacki i Wimbledon

25 kommentarer
Vis kommentarer