Caroline i kvartfinale - testede et 'sneak attack'

Caroline Wozniacki har brug for et topresultat i Tokyo, hvis hun vil kvalificere sig til sæsonfinalen i Singapore - foreløbigt går det fint

Den danske tennisdronning kæmper for at kvalificere sig til sæsonfinalen i Singapore - onsdag tog hun et lille skridt. (Foto: AP)
Den danske tennisdronning kæmper for at kvalificere sig til sæsonfinalen i Singapore - onsdag tog hun et lille skridt. (Foto: AP)

Caroline Wozniacki gjorde sig først på eftermiddagen dansk tid klar til kvartfinalen i Toray Pan Pacific Open i Tokyo, da hun overvandt den 17-årige kroat Ana Konjuh med 6-2, 6-2.

Den førsteseedede dansker tabte sin serv i kampens allerførste parti, men derfra tog hun fire partier i træk og styrede 1. sæt sikkert hjem.

Konjuh, der er nummer 80 i verden, spillede tungt men upræcist og hældte mange bolde langt ud af banen, og det fortsatte i 2. sæt, hvor Wozniacki første gang brød serv midt i sættet.

Da Wozniacki havde bragt sig på 5-2 og 30-0 i kroatens serv, tillod hun sig at eksperimentere med Roger Federers nyeste påfund, det såkaldte 'Sneak Attack By Roger' - det vil sige Wozniacki løb frem på Konjuhs andenserv og tog den direkte i opspringet for at komme hurtigt til nettet og afgøre duellen.

Se også: Becker væmmes ved Federer-trick: Jeg ville have slået efter ham

Returneringen gik dog i nettet, og så droppede Caroline eksperimentet for denne omgang og brød på mere regulær vis Konjus serv til 6-2.

Caroline Wozniacki sad over i 1. runde af turneringen. Hun møder i kvartfinalen vinderen af kampen mellem amerikanske Madison Brengle og tyske Angelique Kerber. Den kamp er Kerber storfavorit til at vinde.

I en kamp mod Kerber, verdens nummer 11, er det tvivlsomt, om Wozniacki trods sin topseedning i Tokyo er decideret favorit. Kerber fører således den indbyrdes statistik med 6-4.

Motivation bør Wozniacki dog have tonsvis af, idet hun lige nu kun er nummer 14 på den såkaldte 'raceliste', det øjeblikkelige formbarometer, som afgør, hvem der kommer med i sæsonfinalen i Singapore sidste i oktober.

Kun de otte bedste på racelisten skal til Singapore, så Wozniacki er mere eller mindre tvunget til at vinde turneringen i Tokyo, og måske spille endnu en turnering, for at have en chance for at komme med i prestigeturneringen.

Se også: Nadal sikker: Caroline kommer stærkt tilbage

41 kommentarer
Vis kommentarer