Caroline iskold overfor undskyldning fra Sharapova-agent: Han er så pinlig

- Jeg kan ikke bruge hans undskyldning til noget, siger Caroline Wozniacki, som mener, den er skrevet under pres

Caroline Wozniacki mener, at Maria Sharapovas agent repræsenterer hende dårligt med sine beskyldninger og forsøg på at undskylde. Foto: AP
Caroline Wozniacki mener, at Maria Sharapovas agent repræsenterer hende dårligt med sine beskyldninger og forsøg på at undskylde. Foto: AP

PARIS (Ekstra Bladet): - Jeg synes bare, det er så pinligt for ham. Der er ikke andet at sige.

Caroline Wozniacki har bestemt ikke meget til overs for Maria Sharapovas agent, Max Eisenbud, der i New York Times gik ud og kaldte danskeren og polske Agnieszka Radwanska for ’journeymen’ (omrejsende håndværkere, red.), som forsøgte at holde Sharapova ude for at fremme deres egne muligheder.

Det gjorde han fordi, de havde tilladt sig at kritisere turneringsarrangører for – efter deres mening - at tildele den karantæneramte russer et wildcard i utide.

- De sidste par gange, jeg spillede imod hende, lige før hun blev taget for doping, der slog jeg hende, siger Caroline Wozniacki (som dog tabte senest i Madrid i 2015 men vandt de to foregående opgør, red.) og trækker på skuldrene.

- Det er jo også et dårligt eksempel at sætte for hende. Det er ikke den bedste måde at repræsentere hende på. Han går ikke hendes ærinde.

Adskillige uger senere modtog hun en personlig undskyldning, hvor Max Eisenbud er helt nede på knæ for at bede om tilgivelse. Han skriver blandt andet, at han ikke havde ’sit stolteste øjeblik’, da han i interview-situationen var ’meget følelsesladet, ikke rationel og bare virkelig stupid’.

Max Eisenbud har været agent for Maria Sharapova i 12 år og er som en del af hendes familie, siger hun. Foto: All Over Press
Max Eisenbud har været agent for Maria Sharapova i 12 år og er som en del af hendes familie, siger hun. Foto: All Over Press

Eisenbud, der er vicepræsident for tennisdivisionen i det store, globale sportsmarketingfirma IMG, skriver endvidere, at Caroline er i gang med ’en utrolig karriere’ og skriver til hende i mailen, som Ekstra Bladet har set: ’Jeg er virkelig ked af det, og jeg håber, du kan tilgive mig’.

I Caroline Wozniackis ører klinger ordene hult.

- Så prøver han at sende mig den email, som bare får mig til at tænke, at det gjorde han, fordi han SKULLE gøre det. Hvis han virkelig var ked af det, så var han gået ud i de medier, hvor han havde kaldt mig en journeyman, og sagt, at han havde lavet en fejl.

- Så den undskyldning kan jeg ikke bruge til noget, fastslår hun.

Maria Sharapova blev ikke tildelt et wildcard til French Open og har selv meddelt, at hun vil spille kvalifikation til Wimbledon om en måneds tid siden.

Caroline Wozniacki har det helt fint med, at russeren ikke er i Paris, men hun ville på den anden side heller ikke have kritiseret arrangørerne for at have givet den dobbelte vinder på Roland Garros et wildcard.

- Jeg synes, det er helt op til turneringen at gøre, hvad de synes. Jeg ville have respekt for begge beslutninger på nuværende tidspunkt. Om hun er med eller ej, gør ikke den store forskel for mig.

- Jeg syntes bare, timingen var dårlig i Stuttgart, og det var det, jeg tillod mig at kritisere.

Se også: WTA-chef kritiserer fransk Sharapova-beslutning

Her har Caroline Wozniacki slået Maria Sharapova ved US Open i 2014, men russerens agent har alligevel kaldt danskeren for en 'journeyman', og det undskylder han nu. Foto: AP Tennis - 7. maj. 2017 - kl. 10:06 Sharapova-agent på knæ efter Wozniacki-hån: Undskyld, Caroline!

 

79 kommentarer
Vis kommentarer