Navnet Svetlana Kuznetsova står skarpt skåret i historien om Caroline Wozniackis tenniskarriere. I dag møder hun russeren for tiende gang i Eastbourne.
Den 29-årige russer, som på sine gode dage kan spille det mest spektakulære tennis på WTA-turen, har vundet fire gange, heraf de seneste to indbyrdes møder, begge i Australien i et ungt 2013.
Men hun var også danskerens første Top 5-skalp i netop Eastbourne i 2008, ligesom hun stod på den anden side af nettet i en af Wozniackis mest ikoniske sejre, nemlig gyser-kvartfinalen i US Open i 2009, hvor den kun 19-årige dansker kort efter stod i sin første grand slam-finale.
Svetlana Kuznetsova, der både har vundet US Open og French Open, har de senere år ført lidt af en elevator-tilværelse på verdensranglisten, og hun kan være yderst svingende i sine præstationer. Topseedede Caroline går derfor ind til kampen som favorit til at avancere i en lodtrækning, der efter Angelique Kerbers sygdomsafbud har åbnet sig nydeligt for hende.
Wozniacki-succes på engelsk græs
Danskeren, som lokale eastbornetennis.com ikke tøver med at kalde ’den klart mest populære spiller på centre court gennem de seneste seks sæsoner’ var ikke overdådigt spillende i sin første optræden på det sydengelske græs, mens russeren kommer med fem græskampe i tennistasken.
Caroline Wozniacki har i øvrigt skiftet lidt ud i staben omkring sig. Den tidligere hittingpartner, engelske Andrew Fitzpatrick, er efter French Open blevet udskiftet med tjekken Jaroslav Pospisil.
Caroline misser double med Wimbledonmester
Kampen mod Kuznetsova kan formentlig serves i gang omkring kl. 15, dansk tid og sendes på TV3 Sport 2.
Eastbourne er sidste opvarmningsturnering før Wimbledon, som starter mandag.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.