SINGAPORE (Ekstra Bladet): - Du ligner en, der ejer den bane derinde?
- Jamen, jeg følte mig også godt tilpas, og der var ikke så meget, hun kunne gøre. Jeg følte nærmest, at alt, hvad hun gjorde, det gjorde jeg lidt bedre i dag, sagde Caroline Wozniacki efter sin ydmygelse af verdensetteren Simona Halep med 6-0, 6-2.
En kamp, der kun fik momentvise glimt af spænding i et par tilfælde i andet sæt.
- Hun prøvede at skrue tempoet lidt op i andet sæt, men det var jeg klar på, at hun ville gøre. At hun ville tage bolden endnu tidligere og slå endnu mere vinklet. Men jeg trådte ind i banen, når jeg havde mulighederne for det.
- Og så fik du hevet et par store server op, da det vippede lidt i andet sæt?
- Ja, jeg får servet godt på et par vigtige tidspunkter. Serven har været vigtig både i denne og i min første kamp, nikkede Caroline Wozniacki bekræftende.
- Jeg føler, jeg spillede virkelig godt. Jeg var aggressiv, når jeg skulle være det, og løb boldene op, når det var nødvendigt, sagde hun og tilføjede høfligt:
- Det er aldrig nemt mod verdens nummer et.
I talende stund var hun trods 4-0 i sæt og 24-4 i partier ikke sikker på at være semifinalist.
- Det er lidt mærkeligt ikke at være videre, men jeg har i alt fald gjort mit.
Og det viste sig at være nok. WTA har netop meddelt, at udviklingen i den anden gruppekamp betyder, at hun er klar til semifinalerne lørdag.
Dermed har fredagens sidste gruppekamp mod Caroline Garcia kun kosmetisk betydning.
Besejrede Simona Halep erkendte, at hun havde været oppe imod overmagten:
- Det var en dårlig dag for mig. Jeg lavede alt for mange fejl, og hun begik ingen. Jeg kæmpede, men fuld kredit til Caroline.