Caroline snød alle: Giftede sig i Toscana

Miss Sunshine havde valgt årets lyseste dag til sin vielse efter en vellykket mørklægning af forberedelserne

Caroline Wozniacki og David Lee fik hinanden i en lille by i Toscana. Foto: Fiona Hamilton/REUTERS/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki og David Lee fik hinanden i en lille by i Toscana. Foto: Fiona Hamilton/REUTERS/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki og David Lee blev med 120 gæster (se gæsterne her) som vidner lørdag viet i den lille romantiske by, Castiglion del Bosco i Toscana i Italien.

Det skriver det internationale livsstils- og modemagasin Vogue lørdag aften.

Ceremonien var kulminationen på en weekend fyldt med underspillet elegance som fra et eventyr, beskriver journalisten begivenheden, som det lykkedes det nygifte par at afvikle helt i skjul fra offentlighedens søgelys.

Parret kiggede oprindelig på steder i det sydlige Frankrig, før de skiftede fokus til Italien, og det lykkedes således i al hemmelighed at få de mange gæster transporteret til den lille by, uden at det mindst pip slap ud. Tværtimod havde parret selv samt flere gæster på sociale medier gjort opmærksom på, at de i ugens løb var ankommet til Monaco og omegn.

Men parret er efter flere ferier i blandt andet Portofino blevet meget glade for Støvlelandet.

- Vi elsker Italien og har haft vores bedste ferier der, fortæller Caroline.

- Vi elsker maden, vinen og det hele, så vi begyndte at kigge der og fandt dette sted, som er helt vidunderligt, siger hun om Rosewood’s Castiglion del Bosco Hotel, som parrets bryllupsrådgiver, Alex Fitzgibbons, foreslog.

Det er en af de ældste ejendomme i Toscana, og her blev også Kate Upton og Justin Verlander viet.

Det har 23 suiter og 11 luksusvillaer og ligger omgivet af bakker uden for Firenze.

Caroline med kælenavnet ’Miss Sunshine havde selv fundet frem til, at datoen var den dag på året med mest sollys. Hun blev viet lørdag klokken 18, hvor lyset skulle være allermest magisk, skriver Vogue.

Serena Williams var ved hendes side som brudepige.

Magasinet, der - som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet det – har erhvervet de eksklusive fotos fra brylluppet - viser dog i første omgang ikke billeder af det nygifte par men i stedet en række skud af bruden iført sin brudekjole, designet af Oscar de la Renta, før brylluppet.

Kjolen viste hun offentligt frem under en gåtur på små hundrede meter på den lille bys torv inden vielsen, skriver Vogue, der har interviewet Caroline Wozniacki om parrets første møde.

- Vi mødtes gennem fælles venner, fortæller Caroline om en middag, hvor der straks sprang en gnist imellem de to.

David Lee friede et par år senere til hende på Bora Bora i november 2017.

- Jeg havde lige vundet sæsonfinalen i Singapore, og vi tog på ferie. Han har siden fortalt, at han ikke rigtigt vidste, hvornår han ville fri, men at han havde en ring, som brændte i hans lomme. ’Nu må jeg gøre det’, sagde han til sig selv.

- Han havde arrangeret en solnedgangstur med middag på en privat ø, og på turen var der en fyr, der spillede på en lille guitar. Pludselig så jeg David gå i panik og gå hen til sin rygsæk og begynde at lede efter noget.

- Så fandt han æsken med ringen og gik ned på knæ og friede. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde, for jeg var i en slags chok, fortæller hun.

- Når jeg går i panik, begynder jeg at grine. Jeg forventede det jo slet ikke men sagde bare ’ja, selvfølgelig’. Det var lige i solnedgangen og så smukt.

Da hun havde sundet sig lidt, ringede hun til en ven og skrev derefter en mail til Anna Wintour (chefredaktør på Vogue, red.) og bad hende om at hjælpe sig. Siden havde de to et møde, hvor de talte sig ind på detaljerne.

Ifølge Vogue udtrykte Caroline ønsker om, at hendes udseende på dagen skulle være både romantisk og feminint.

Bryllupsferien bliver kort. Næste weekend kalder græsbanerne i Eastbourne, hvor nygifte Caroline er forsvarende mester.

Se også: Her er Carolines bryllupsgæster

Se også: Caroline har solgt rettighederne til sit bryllup

Se også: Tys-tys: Sådan bliver Caroline gift

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere