Caroline spiller med risiko før US Open: Lårskade kan koste grand slam

Springer hendes lurende forstrækning i baglåret op mod ung hardhitter i Montreal, kan det betyde farvel til hendes hjerteturnering i New York

Caroline Wozniacki skal være meget opmærksom på den lurende skade i baglåret, når hun slår ud i Rogers Cup. Foto: Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki skal være meget opmærksom på den lurende skade i baglåret, når hun slår ud i Rogers Cup. Foto: Ritzau Scanpix

Hvor stor en risiko vil Caroline Wozniacki løbe bare tre uger før, US Open serves i gang?

Det spørgsmål tager den danske tennisstjerne med sig på banen i Montreal, når hun onsdag (natten til torsdag, dansk tid) som oversidder træder ind i anden runde af Rogers Cup. For hendes baglår vil være tapet op efter fysiske advarsler om en lurende forstrækning, der i sidste uge tvang hende til at opgive at spille i Washington.

Skaden betyder, at danskeren har trænet godt, men at hun ikke har turdet spille de deciderede træningskampe, som ellers er så vigtige op til en turnering efter en længere pause, erfarer Ekstra Bladet.

For sætter en forstrækning i baglåret sig for alvor, kan det betyde op til seks ugers pause, og så kan hun glemme sin hjerteturnering i New York.

Derfor vil Caroline Wozniacki næppe gennemføre kampen, hvis hun mærker det mindste til skaden.

Siden Caroline Wozniacki forlod Wimbledon efter nederlaget til Ekaterina Makarova, har hun arbejdet hårdt, forklarer hun. Foto: AP
Siden Caroline Wozniacki forlod Wimbledon efter nederlaget til Ekaterina Makarova, har hun arbejdet hårdt, forklarer hun. Foto: AP

Caroline Wozniacki har holdt en længere pause efter skuffelsen ved Wimbledon med det dramatiske andenrunde-nederlag til russiske Ekaterina Makarova.

Siden har hun været på ferie i Italien med sin forlovede David Lee, men hun har også trænet hårdt og bygget på fysikken hjemme i Monaco, hvor boksetræner Poul Duvill har været på besøg og herset med hende et par uger.

- Jeg har arbejdet virkelig hårdt, og jeg prøver hele tiden at forbedre mig. Wimbledon gik selvfølgelig ikke, som jeg havde håbet, så jeg har haft lidt mere tid til at arbejde på et par ting, siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside.

Verdens nummer to har hele 525 point at forsvare i Rogers Cup efter en finale sidste år, som hun tabte til ukrainske Elina Svitolina.

Hun møder onsdag hårdtslående Aryna Sabalenka fra Hviderusland, som dermed får mulighed for at revanchere sommerens tætte finalenederlag i Eastbourne, hvor Wozniacki vandt 7-5, 7-6.

Kampen, der er programsat som dagens sidste på Court Central, kan forventes i gang cirka klokken 02.30 natte til torsdag, dansk tid.

Se også: Tennisbabes underholder med våd t-shirt og fodsved

Se også: Tennisdronningens nedtur: 'Jeg føler mig ikke som en god mor'

Se også: Raser over tennis-revolution: - Vi mangler svar!

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere