Carolines mareridts-grand slam: Her ender det altid i drama

For Caroline Wozniacki har Roland Garros budt på skader, Rory-brud, Yonex-gate og masser af dommerbøvl, men selv om hun ikke elsker grus, tror hun på sin chance for at overraske netop her

Selv om Paris er kærlighedens by, har Caroline Wozniacki aldrig lært at elske gruset på Roland Garros. Foto: AP
Selv om Paris er kærlighedens by, har Caroline Wozniacki aldrig lært at elske gruset på Roland Garros. Foto: AP

PARIS (Ekstra Bladet): Det var på Roland Garros, hun i 2007 voksen-debuterede i en grand slam.

Siden har Caroline Wozniacki skabt masser af drama og overskrifter, når hun er landet i den franske hovedstad og på det røde grus, som hun aldrig for alvor er kommet til at elske.

Hun ryster selv lattermildt på hovedet, når man lister nogle af dem op:

Da hun i 2009 nægtede at give op mod rumænske Sorana Cirstea og efter sidste bold blev kørt direkte på hospitalet med en alvorlig rygskade.

Da hun fire år senere var tæt på ikke at gå på banen i afmagt over den Yonex-ketsjer, som hun slet ikke kunne finde ud af at spille med.

Da hun i 2015 mødte hårdt ramt frem foran verdenspressen få dage efter det smertelige brud med den bortløbne brudgom, Rory McIlroy.

Samt de mange temperamentsudfald mod de dommere, der fik hende til at bruge ord, man ellers ikke hører fra hende, og som gav hende publikum på nakken.

Caroline har haft mange sammenstød med dommerne på Roland Garros, hvor der ikke har været hjælp at hente fra Hawkeye. Foto: AP
Caroline har haft mange sammenstød med dommerne på Roland Garros, hvor der ikke har været hjælp at hente fra Hawkeye. Foto: AP

- Ja, haha. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og det her sted. Jeg prøver jo generelt at holde mig væk fra dramaer, men jeg kan godt genkende billedet, og vi griner også lidt af det i familien og spørger hinanden: ’Hvad sker der denne gang?’

- Og sidste år spillede jeg slet ikke på grund af min brækkede ankel. Det er en lidt mærkelig grand slam for mig, så jeg sniger mig bare ind under radaren i år, haha.

Caroline Wozniacki kæmpede så længe med sin rygskade i 2009, at hun efter kampen måtte køres direkte på sygehuset. Foto: AP
Caroline Wozniacki kæmpede så længe med sin rygskade i 2009, at hun efter kampen måtte køres direkte på sygehuset. Foto: AP

Ellers har hun det fint med at være tilbage, siger hun efter det første af lørdagens to træningspas, en livlig træningskamp mod den hårdtslående japaner, Naomi Osaka.

Skulderen er i orden efter masser af behandling, og selv om grus generelt har givet hende et hav af skader, frygter hun ikke, når sæsonen på det røde underlag starter.

- Nej, egentlig ikke, for jeg har begge ben tapet godt op, og det giver mig en fornemmelse af sikkerhed på banen.

Caroline Wozniacki har lært at tape sine ankler op for at undgå skader på grus. Foto: AP
Caroline Wozniacki har lært at tape sine ankler op for at undgå skader på grus. Foto: AP

- Men grus er lidt ujævnt, og når du skal glide, så stopper du lige pludselig. Der kan være et lille hul et sted. Du kan ikke holde grusbaner perfekte hele tiden, forklarer hun.

Hun har ikke sjældent givet udtryk for, at hun glædede sig til, at grussæsonen var overstået, og på en måde forekommer det lidt paradoksalt.

For Caroline Wozniacki er vokset op på grus i Danmark, har vundet fire WTA-titler på såvel grønt som rødt grus, været i kvartfinalen i Paris og i finaler i såvel Madrid som Stuttgart og Båstad.

En knust Caroline køres væk efter at være brækket rundt på anklen i Charleston i 2010. Foto: AP
En knust Caroline køres væk efter at være brækket rundt på anklen i Charleston i 2010. Foto: AP

Så trods sit had/kærlighedsforhold til gruset, burde det ligge fint til hendes spil.

- Ja, det er meget mærkeligt. Altså, vejret i Danmark giver jo ikke lange somre, så vi spillede meget indendørs på hardcourt, som også blev mit favoritunderlag.

- Jeg kan ikke rigtigt forklare det. Men boldene hopper ikke altid, som man forventer det. Du skal være klar på hvad som helst, hele tiden være aktiv og klar på, at modstanderen får alle bolde tilbage.

- Så jeg føler lidt, at jeg spiller mod mig selv, smiler hun og forklarer:

- På gruset kan jeg godt se, hvorfor folk bliver irriteret over at spille imod mig på hardcourt, hvor jeg får alt tilbage og pludselig bliver aggressiv, når de spiller kort. Her forstår jeg, hvordan det er at spille imod mig. De får mere tid til at få boldene tilbage på grus.

- Nogle spillere, som for eksempel Maria Sharapova, har investeret meget i at lære at spille på grus. Bliver det nogensinde en prioritet for dig?

- Så skal man spille mange turneringer på grus. Jeg træner og gør det, der skal til for at gøre mig klar, men jeg vil ikke prioritere grus over hardcourt i en periode.

- Hvad mangler du for at blive en rigtig grushaj?

- Løbemønsteret allermest. Jeg kunne lære at røre mig og glide bedre på grus, erkender hun.

- Er French Open så den grand slam, som du går ind til med mindst forventning?

- Både ja og nej. Ja, fordi de andre underlag passer mig bedre, og at jeg derfor føler, at jeg har bedre chancer der.

Der har også været positive tennis-stunder i Paris for Caroline, som her lader sig fejre som verdensmester sammen med Rafael Nadal i 2011. Foto: Henk Koster
Der har også været positive tennis-stunder i Paris for Caroline, som her lader sig fejre som verdensmester sammen med Rafael Nadal i 2011. Foto: Henk Koster

- Nej, fordi der er rigtigt mange, der falder tidligt fra på grus. Det er et underlag, som i høj grad udjævner forskellene mellem spillerne. Det er ikke nødvendigvis de store spillere, der har overtaget, som du overvejende ser det på hardcourt, hvor man får virkelig meget ud af sine slag.

- Her skal man virkelig tænke og spille smart. Det gør, at man får nogle mærkelige resultater.

- Derfor er French Open en grand slam, hvor du kan få nogle lidt uventede vindere. Tager jeg mine chancer fra start, så kan det lige så godt være min slam som andres.

Caroline Wozniacki møder i første runde mandag den 17-årige, australske wildcardspiller, Jaimee Fourlis, som hun selvsagt intet kender til.

- Hun er meget ung, så jeg har helt sikkert erfaringen med mig. Jeg skal bare spille mit eget spil, smiler hun velvidende, at det ikke er en entydig størrelse – på grus.

Så langt er Caroline Wozniacki nået i French Open

Verdensranglistens nummer 2

2018: Fjerde runde - Daria Kasatkina (Rusland) 6-7, 3-6

Verdensranglistens nummer 12
2017: Kvartfinale - Jelena Ostapenko (Letland) 4-6 6-2 6-2

Verdensranglistens nummer 45
2016: Skadet.

Verdensranglistens nummer 5
2015: 2. runde - Julia Görges (Tyskland) 6-4, 7-6 (4)

Verdensranglistens nummer 14
2014: 1.runde - Yanina Wickmayer (Belgien) 7-6 (5) 4-6 6-2

Verdensranglistens nummer 10
2013: 2.runde - Bojana Jovanovski (Serbien) 7-6 (2) 6-3

Verdenrangslistens nummer 9
2012: 3.runde - Kaia Kanepi (Estland) 6-1 6-7 (3) 6-3

Verdensranglistens nummer 1
2011: 3.runde - Daniela Hantuchova (Slovakiet) 6-1 6-3

Verdensranglistens nummer 3
2010: Kvartfinale - Francesca Schiavone (Italien) 6-2 6-3

Verdensranglistens nummer 10
2009: 3. runde - Sorana Cirstea (Rumænien) 7-6 (3) 7-5

Verdensranglistens nummer 30
2008: 3. runde -  Ana Ivanovic (Serbien) 6-4 6-1

Verdensranglistens nummer 106
2007: Grand slam debut som senior. 1.runde -  Nathalie Dechy (Frankrig) 6-2 6-7 (3) 6-0

 

Stukket ned af røver: Nu gør tennis-stjerne comeback mod dansker

Veteran føler sig respektløst behandlet i French Open

Pengenes Top 20: Caroline giver stadig drengene baghjul