Carolines US Open-bøddel før gensyn: Jeg vil gøre det igen

Russiske Ekaterina Makarova har søde minder fra New York, hvor hun sensationelt slog Wozniacki ud i anden runde, mens Piotr og Caroline helst glemmer det smertelige nederlag

En særdeles aggressiv Makarova spillede forrygende mod Wozniacki i US Open. Det vil hun forsøge at gentage. Foto: AP
En særdeles aggressiv Makarova spillede forrygende mod Wozniacki i US Open. Det vil hun forsøge at gentage. Foto: AP

LONDON (Ekstra Bladet): Det var den sidste august-aften i New York, og det var formentlig et af de nederlag, der har rystet Caroline Wozniacki mest. For hun var kommet til US Open, hendes favorit-grand slam, med klare intentioner om at vinde sin første grand slam i Serena Williams barselsfravær.

På den anden side af nettet i anden runde stod Ekaterina Makarova, russeren, som hun så tit havde trænet med og slået i samtlige syv indbyrdes opgør.

Men danskeren kom i modvind og bagud 2-6, 3-5, før hun fik fremtvunget et tredje sæt. Der kunne hun have brudt i første parti, men blev afvist med et es. Kort efter var det forbi, og Makarova kunne fejre en af sine største triumfer.

Hverken Caroline eller Piotr Wozniacki har lyst til at tale om den kamp, før de to igen skal mødes i en anden runde. Men det har Makarova, der smiler bredt ved mindet, og som vil bruge kampen som inspiration.

- Jeg spillede utroligt den aften. Jeg følte bolden så godt. Det var en af mine bedste kampe, og ja, det var en forløsning endelig at slå hende.

- Jeg tog en toiletpause før tredje sæt og var så vred på mig selv. Det gjorde mig så aggressiv, at jeg bare spillede mit eget spil, og pludselig var det overstået, siger hun om de 6-1 i sidste sæt.

- Selvfølgelig vil jeg kigge den kamp igennem for at se, hvad det var, der lykkedes så godt for mig. Vi vil bruge tirsdag til at forberede os.

- Ja, jeg har tabt til Caroline mange gange, men mange gange har det altså været tæt. Der er kun en måde at slå hende på. Du skal spille aggressivt og slå hårdt. Vent ikke på hende. Tag initiativet selv.

Beundringen for den to år yngre dansker er dog ikke til at tage fejl af.

- Hun var i forvejen en stor spiller, men i år har hun spillet helt utroligt godt og fået den grand slam, hun så længe er gået efter.

- Hun er så solid, spiller så mange bolde tilbage og laver så få fejl, at hun aldrig taber en kamp på den konto. Du er nødt til at vinde kampene imod hende selv, siger Makarova, der er rigtigt glad for det flade spil på det hurtige græs.

- Men det er Caroline jo også. Hun vandt i Eastbourne, og spiller godt året rundt på alle underlag. Hun faldt langt ned for et par år siden men kom tilbage, og nu er hun på alle måder på toppen.

Sådan har man det også i Team Wozniacki, og det skal udnyttes mod venstrehåndsspilleren, der er verdens nummer et i double.

- Caroline skal bare koncentrere sig om sig selv i den kamp og gøre det, hun selv er god til. Hun har selvtillid og skal være fokuseret. Det er det vigtigste på græs, siger Piotr.

- Det er ikke Makarova, der er verdens nummer to, så hun vil satse alt, hvad hun har. Alt pres ligger på Caroline, så det handler om at være klar og fokuseret.

Se også: Caroline forlænger med slagfærdig fyr

- Det var da en lidt mærkelig situation i starten, men hun kender jo min rolle, siger Mads Laudrup om veninden Caroline. Foto: Ekstra Bladet Tennis - 4. jul. 2018 - kl. 13:02 Nu skal vennerne Laudrup og Wozniacki være prof: - En mærkelig situation

Se også: Opfordrer unge tennispiger: Stå frem, hvis trænerne misbruger jer

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere