Clara finaleklar: Jeg er meget glad

- Jeg synes, jeg håndterer mine følelser meget godt og forsøger t bevare min aggressivitet i spillet, uden at lade for mange ting forstyrre mig, sagde den glade vinder efter dommer-skærmydsler

Clara Tauson, her fanget efter sin juniortriumf ved Australian Open, er selvsagt glad for at være i sin første WTA-finale. Foto: Roger Parker
Clara Tauson, her fanget efter sin juniortriumf ved Australian Open, er selvsagt glad for at være i sin første WTA-finale. Foto: Roger Parker

Det er stort, at Clara Tauson som 18-årig står i sin første WTA-finale.

Så stort, at hun selv havde svært ved at forstå det efter semifinale-sejren over spanske Paula Badosa med 7-5, 6-1.

- Jeg har det selvfølgelig rigtig godt lige nu. Jeg har ikke så mange ord at sætte på min præstation endnu, for jeg er stadig ved at fordøje kampen. Men jeg er meget glad, sagde Clara Tauson ifølge TV2 efter kampen, som blev såre dramatisk.

Det gjorde den både fordi, den unge dansker spillede noget under sit niveau fra de foregående kampe og missede hele 12 af 17 breakbolde, og fordi dommeren syntes, han ville bidrage aktivt til kampforløbet.

Hele tre gange gik han ind og overtrumfede sine linjedommeres kendelser, og mindst en af gangene viste tv-billeder, at han så forkert. Det gav flere udvekslinger med den unge dansker, men hun formåede at komme videre – på det nærmeste med vreden som benzin.

- Jeg synes, jeg håndterer mine følelser meget godt. Jeg forsøger bare at fokusere på at bevare min aggressivitet i spillet og ikke lade for mange ting forstyrre mig. Så måske er det min hemmelighed denne uge, lød det med godt humør fra Clara Tauson.

Clara Tauson føler, hun har spillet virkelig solidt i denne uge, men i semifinalen var det mere den mentale styrke, der hjalp hende igennem. Foto: Alexandre Hergott/Open 6ème Sens - Métropole de Lyon
Clara Tauson føler, hun har spillet virkelig solidt i denne uge, men i semifinalen var det mere den mentale styrke, der hjalp hende igennem. Foto: Alexandre Hergott/Open 6ème Sens - Métropole de Lyon

- Jeg synes bare, jeg har spillet virkelig solidt i denne uge. Mit hoved har fungeret godt, og jeg har ikke haft ret mange mentale udfald. Og man kan se på resultaterne, at jeg har spillet solidt, lød det fra den glade vinder.

Det kan ingen vist modsige hende.

I søndagens finale møder hun schweizeren Viktorija Golubic, som måtte igennem et langt tresæts-drama, før den franske favorit, Fiona Ferro, var besejret.

Tauson slog netop Golubic i tre sæt i en finale i emiraterne for en måned siden.

Nu er Clara også i finalen

Onkel-nerver svinder: Snup så min rekord

Stor-roser Clara: 'Kan blive verdens bedste'