Clara klemt i vadested: Danmark er for lille et tennisland

Søren Tauson kæmper en kamp på ulige vilkår for at skaffe sin datter de rette betingelser i overgangen fra junior til senior

Clara Tausons tennisudvikling kan lide skade under, at Danmark er så lille en tennisnation, mener hendes far. Foto: Roger Parker
Clara Tausons tennisudvikling kan lide skade under, at Danmark er så lille en tennisnation, mener hendes far. Foto: Roger Parker

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Han burde være iført et stort, optimistisk smil. For hans datter har lige vist fin form og suverænt vundet opvarmningsturneringen til Australian Open, hvor hun er topseedet.

Men Søren Tauson har svært ved at skjule sin frustration.

For han er svært udfordret som far og træner til et kæmpestort tennistalent, der står i et vadested mellem junior- og seniorkarriere.

Et vadested, hvor der trods nylige indsprøjtninger fra forbund (DTF), legater, priser og den nye sponsor, Yonex, stadig mangler økonomi til at tage det næste, oplagte skridt på trænersiden.

Og på turneringssiden har han og Clara så ovenikøbet det enorme handicap, at de kommer fra Danmark, i tennissammenhæng en meget lille nation.

Hjemme har Clara sin daglige træningsbase hos K.B. med Mikkel Nørby som tennisansvarlig og Mikkel Lynge som fysisk træner.

- Og så er jeg selv blevet en vigtig del. Jeg er den, der rejser med hende rundt, og det har jeg gjort siden foråret, siger han.

- Det er bare endt sådan. Vi har ikke tur-trænere i Danmark, og pludselig kørte toget efter succes i Brasilien og Fed Cup, og så var det ikke rigtigt til at stoppe, siger Søren Tauson, der måtte tage orlov fra sit arbejde.

- Vi søger input fra erfarne, udenlandske trænere, som har løftet en god junior op på professionelt niveau. Den type erfaring vil vi gerne putte ind i vores team. Men det er jo en kæmpe omkostning, så det handler om, hvad der kan lade sig gøre.

- Vi bærer stadig rigtigt meget af byrden selv. Vores økonomi er uforløst, kan du sige.

ITF har fra årsskiftet indført en ny ’transition tour’, der skal lette overgangen fra junior til senior, blandt andet ved at give de bedste juniorer et antal garanterede pladser ved ATP- og WTA-turneringer med en præmiesum på 25.000 dollars. Der tildeles tre wildcards, men øvrig deltagelse må man selv ud at skaffe.

Og her er problemet. Store lande med turneringer bytter nemlig wildcards med hinanden, mens andre nationaliteter groft sagt bliver ignoreret.

- Derfor kommer danske spillere ikke med i overgangen til prof-livet på samme vilkår som de andre.

- Vores hovedfokus er at spille professionelle turneringer og få erfaring med det. Men den nye turneringsstruktur gør det til en stor udfordring at komme fra et lille land, siger Søren Tauson og ryster på hovedet.

- Topjuniorerne har efter min mening allerede nu niveau til at spille højere end de får lov til at spille. De skal starte med turneringer på 15.000, men du tjener først WTA-point til ranglisten, når præmiesummen er 25.000.

- Clara både vandt og spillede finale ved 15.000-turneringer, da hun var 14 år. Så i princippet sættes hun tilbage i sin tennsiudvikling.

Clara Tausons tenniskarriere er blevet hele familiens projekt, og Søren Tauson med håndklædet har taget orlov fra sit job. Foto: Roger Parker
Clara Tausons tenniskarriere er blevet hele familiens projekt, og Søren Tauson med håndklædet har taget orlov fra sit job. Foto: Roger Parker

Clara Tauson må i stedet se sine lidt ældre juniorkonkurrenter sætte sig i et tog, hun ikke selv har billet til.

- De er alle nummer 300-400 i verden. De kommer fra store tennislande, hvor de selv har turneringer og kan bytte wildcards, så de kan tjene point. Svenskerne har 25.000 dollars turneringer. Hvis man (DTF, red.) nu havde lavet et samarbejde med dem, sukker Søren Tauson og fuldender ikke sin sætning.

Derfor har han yderst svært ved at planlægge den kommende sæson. Det bliver et puslespil, konstaterer han.

- Først skal Clara spille Fed Cup, hvor hun kan møde store navne og prøve at spille bolde mod dem. Det giver ikke point men god erfaring. Det næste halve år er det rigeligt fint at spille nogle 25 og 50.000 turneringer via de tre wildcards, men hvad så bagefter?

På spørgsmålet om, hvorvidt han ikke vil stå bedre i forhold til wildcards med en nybagt grand slam-vinder på hånden, trækker han på skuldrene.

- Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er på et højere niveau, du skal åbne døre.

Det er svært for Clara Tauson at tage næste skridt, hvis ikke hun får adgang til de rigtige seniorturneringer. Foto: Roger Parker
Det er svært for Clara Tauson at tage næste skridt, hvis ikke hun får adgang til de rigtige seniorturneringer. Foto: Roger Parker

En grand slam kan det dog snart blive til, mener rutinerede Kenneth Carlsen, der primært er i Australien som træner for Holger Rune. Han har været imponeret over at se Clara Tauson i aktion i turneringen i Traralgon, som hun vandt klart.

- Hun så virkelig godt ud. Det ligger rigtigt godt for hende, siger han.

- Man kan jo ikke garantere, at hun vinder Australian Open, men hun er i alt fald en af favoritterne. Hun er der, hvor hun skal være, rent juniormæssigt.

- Hun skal bare have fokus på sit eget spil, for når hun spiller godt, er hun virkelig, virkelig god.

- Hun spiller kontrolleret offensivt, styrer spillet, server godt, slår rigtigt godt med både for- og baghånd og spiller klogt. Hun kan meget og har god fornemmelse for bolden, roser han.

Se også: Mens du sov: Danske juniorer i grand slam-drama

Se også: Clara Tauson får perfekt optakt til Australian Open

Se også: Om lidt er verdens bedste Holger en grand slambert: Det er vildt!

Tvivlen følger Caroline, for australske lidelsesfælle så flere tegn på gigtudbrud hos hende på kampdagen. Foto: Ritzau Scanpix Tennis - 19. jan. 2019 - kl. 09:22 Journalist så tydelige tegn: Caroline kæmpede med sin sygdom

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen