Clara Tauson slår førsteseedede Alexandrova i WTA-turnering i Lyon

Clara Tauson vandt sensationelt mod verdens nummer 33, Ekatarina Alexandrova, der var førsteseedet i WTA-turneringen i Lyon

Danmark har en ny stor tennisstjerne på vej.

Mandag eftermiddag vandt 18-årige Clara Tauson sensationelt 6-3, 6-4 over den førsteseedede russer Ekatarina Alexandrova i første runde af WTA-turneringen i Lyon.

Danskeren kom hurtigt foran 3-0, blev indhentet til 3-3, inden hun brød til 5-3 og vandt sættet 6-3 på det indendørs hardcourt-underlag.

I andet sæt var danskeren suveræn og brød russerens serv to gange, men efter tre missede matchbolde brød russeren til 3-5. Tauson missede yderligere to matchbolde i russerens serv, og så var det 4-5. Men så servede danskeren sejren hjem og vandt på sin syvende matchbold.

Det er blot danskerens anden deltagelse i en WTA-turnering nogensinde, og sejren vil sende hende yderligere et stykke frem på verdensranglisten, hvor hun i øjeblikket er nummer 139.

Nederlaget var en kæmpe skuffelse for 26-årige Ekatarina Alexandrova, der tidligere på året bankede verdenstreeren Simona Halep og selv ligger nummer 33 på verdensranglisten og var seedet som nummer et i Lyon.

I anden runde skal Clara Tauson op mod ungarske Timea Babos, der er nummer 105. Den kamp spilles formentlig onsdag eller torsdag, og den kan selvfølgelig også følges live hos Ekstra Bladet.

- Det er vanvittigt og kriminelt

LIVE

Liverpools store Klopp-frygt

Claras coronabesvær: Ikke nemt at rejse