Claras bedste nogensinde

Clara Tauson er en af otte spillere i top-100, der i denne uge har opnået sin bedste placering nogensinde på verdensranglisten

Clara Tauson vandt i marts sin første WTA-titel i Lyon

På grund af en knæskade har hun ikke spillet, siden hun trak sig fra kvartfinalen i Charleston.

Alligevel kan 18-årige Clara Tauson nu glæde sig over, at hun på denne uges spritnye verdensrangliste er rykket frem som nummer 94, hvilket er hendes bedste placering nogensinde.

Ifølge Tennis Tonic er der blot otte spillere i top-100, der i denne uge rammer deres højeste placering nogensinde, og Tauson er altså en af dem.

Karolina Muchova er oppe som nummer 20, Veronika Kudermetova er nummer 28, Jil Teichmann er nummer 40, Shelby Rogers er nummer 43, Sara Tormo er nummer 46, Marta Kostyuk er nummer 77, Clara Tauson er nummer 94, mens Tereza Martincova er nummer 95, og alle er de altså på deres bedste pladser nogensinde.

Clara Tausons placering er to pladser bedre end i sidste uge, mens hun siden nytår er rykket frem fra nummer 152. Sidste nytår var hun nummer 267 og årene før 863 og 938.

I december fyldte Clara Tauson 18 år, mens den 17-årige amerikaner Cori Gauff som nummer 35 er den eneste spiller i top-100, der er yngre end danskeren.

Leylah Fernandez som nummer 72 og Marta Kostyuk som nummer 77 er også 18 år, men begge er nogle måneder ældre end Tauson.

Sidste uge kunne WTA fortælle, at danske Clara Tauson var den spiller, der var hoppet længst frem på verdensranglisten i 2021.