Claras coronabesvær: Ikke nemt at rejse

Formstærke Clara Tauson prøver i disse dage at kvalificere sig i Lyon, men corona-restriktioner gør hendes tennistilværelse meget udfordrende

Clara Tauson føler stadig spillemæssig fremgang. Her svinger hun forhånden i Altenkirchen. Foto: Augstx/xEibner-Pressefotox/Ritzau Scanpix
Clara Tauson føler stadig spillemæssig fremgang. Her svinger hun forhånden i Altenkirchen. Foto: Augstx/xEibner-Pressefotox/Ritzau Scanpix

Som Clara Tauson avancerer på verdensranglisten, bliver hun i stigende grad udfordret på banen.

Men en tennistilværelse under corona-epidemiens restriktioner byder ikke mindst på masser af logistiske udfordringer udenfor, når der skal planlægges turneringsdeltagelse.

Lige nu befinder den 18-årige dansker sig i Lyon, hvor hun skal prøve at kvalificere sig til den store WTA-turnering med 250.000 dollars i præmiesum, heraf med godt en kvart million kroner til vinderen.

- Hvad der sker derefter, afhænger af hvor og hvad der kan lade sig gøre. Flyforbindelser er jo også begrænsede, og man bruger mange spildte dage på at få lavet gyldige Covid-tests, så det overhovedet er muligt at rejse videre, siger hun.

På den måde handler det i øjeblikket om meget andet end at slå til en bold og passe den fysiske træning.

- At rejse til turneringer rundt omkring i verden er ikke det nemmeste i øjeblikket, for man er ikke på forhånd klar over, om man overhovedet kan nå at komme frem til at få taget de krævede Covid-test og være i isolation længe nok, før turneringen går i gang.

- Og ofte får man først meget, meget sent at vide fra WTA og ITF, om man er inde i de forskellige turneringer. Det gør jo, at det er endnu sværere at planlægge, lyder det fra verdens aktuelle nummer 139.

- Der er mange restriktioner ved rejser, visum, tests og så videre, som man ikke kan nå at få lavet, hvis man skal fokusere på sit arbejde, som jo er at spille tennis. 

Det arbejde har hun i mange sammenhænge passet til topkarakter i denne, nye sæson, som dog bød på en skuffelse i kvalifikationen til Australian Open.

Forleden blev det til endnu en turneringssejr i AK Ladies Open i tyske Altenkirchen for Clara Tauson. Foto fra turneringens facebookside
Forleden blev det til endnu en turneringssejr i AK Ladies Open i tyske Altenkirchen for Clara Tauson. Foto fra turneringens facebookside

For kort efter vandt hun en turnering med 25.000 dollars i præmiesum i Emiraterne, og forleden gentog hun kunststykket i turneringen af samme størrelse i tyske Altenkirchen. Hendes niende, professionelle titel.

- Den blev afviklet på ’tæppe’, som er et underlag, jeg ikke tidligere har prøvet at spille på. Også det var en udfordring, for det er meget anderledes end både grus, hardcourt og græs, men jeg synes, at jeg alt i alt håndterede det godt.

Og spillemæssigt er hun generelt godt tilfreds med sin udvikling i år.

- Jeg har fortsat med at bygge på de seneste par måneder. Det gælder både fysisk, taktisk og tennismæssigt, siger Clara Tauson.

Skulle hun sensationelt gå hele vejen i den stærkt besatte turnering i Lyon, kan hun reelt passere en milepæl på sin imponerende rejse og kalde sig Top 100-spiller.

Det andet danske stortalent Holger Rune får samtidig sin debut på ATP-turen, hvor han har fået et wildcard til Argentina Open i næste uge.

Holger Rune står foran sin ATP-debut. (Arkivfoto) Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix Sport Holger Rune får wildcard og står foran ATP-debut

Clara Tauson har indledt 2021 med at vinde to mindre turneringer. (Arkivfoto). Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix Tennis Tauson nedlægger schweizer og vinder tysk turnering

Mandag stillede Novak Djokovic op til sejrsbilleder på Brighton Beach i Melbourne. Foto: William West/Ritzau Scanpix Tennis Djokovic vil nærme sig Margaret Courts 24 grand slam-titler