Clijsters melder afbud til Miami Open efter coronatilbageslag

Det har ikke været let for Clijsters at gøre comeback, men hun er ikke klar til at lægge ketsjeren på hylden

I september 2020 stillede Kim Clijsters op ved US Open, hvor hun tabte i tre sæt til russiske Ekaterina Alexandrova. Foto: Frank Franklin Ii/Ritzau Scanpix
I september 2020 stillede Kim Clijsters op ved US Open, hvor hun tabte i tre sæt til russiske Ekaterina Alexandrova. Foto: Frank Franklin Ii/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensetter i tennis Kim Clijsters melder afbud til Miami Open, som hun ellers har fået et wildcard til.

Afbuddet til turneringen, som begynder 22. marts, skyldes, at 37-årige Clijsters ikke er i god nok form, blandt efter et mildt covid-19-forløb i januar.

Det skriver hun på Twitter.

- Jeg havde covid i januar, og selv om symptomerne var milde, så forstyrrede det mit træningsprogram, skriver Clijster og uddyber, at hun ikke er, hvor hun 'ønsker at være'.

Efter en pause på syv år fra tennis på øverste niveau vendte den firedobbelte grand slam-vinder for anden gang i karrieren tilbage i februar sidste år, lige inden coronapandemien for alvor tog fart.

I oktober fik hun en operation i knæet, og selv om genoptræningen ifølge Clijsters er gået godt, må hun erkende, at comebacket har været svært.

- Det har været skuffende og frustrerende. Jeg vidste, at det ville blive svært, da jeg begyndte denne rejse - og der har været udfordringer, som jeg ikke har kunnet kontrollere. Jeg er ikke klar til at sige stop. Jeg kommer til at blive ved med at klø på og se, hvad der kan lade sig gøre, skriver hun på Twitter.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Kim Clijsters fik klø af Ekaterina Alexandrova ved US Open i september.

Kim Clijsters trak sig første gang tilbage fra den professionelle tour i 2007. I 2009 gjorde hun comeback, og i sin bare tredje turnering vandt hun for anden gang US Open som useedet wild card-deltager.

I 2010 vandt hun igen US Open efterfulgt af Australian Open året efter. Clijsters har tre børn.

Mens den belgiske stjerne har trukket sig fra Miami Open, melder SkySports ifølge nyhedsbureauet dpa, at en anden tidligere verdensetter, Andy Murray, ventes at få et wildcard og at være klar til turneringen.

33-årige Murray forsøger at bygge på, efter at han gjorde comeback i kølvandet på en hofteoperation.

Det var ventet, at han ville spille i Dubai denne uge, men han meldte afbud, da hans hustru, Kim Sears, skulle føde parrets fjerde barn.