Danmarks bedste: Tæt på grand slam

Danmarks bedste rangerede tennisspiller føler, at han nærmer sig sine drømmemål, og hans mentaltræner er blevet en vigtig makker

Mikael Torpegaard har et godt øje til bolden for tiden, og det booster hans drømme. Foto: Lars Poulsen
Mikael Torpegaard har et godt øje til bolden for tiden, og det booster hans drømme. Foto: Lars Poulsen

Mikael Torpegaard er hjemme i sit fædreland på endnu en kort visit efter mere end fem år som bosiddende i USA, og tilværelsen ’over there’ fornægter sig ikke.

Danmarks bedst rangerede tennisspiller har sat kasketten omvendt på, og under samtalen blander de amerikanske brokker sig helt naturligt i hans hurtige, danske talestrøm.

Den kører i dur-skala, for verdens nummer 170 har det rigtigt godt med sig selv efter en fin stime i Ohio med turneringssejr i Cleveland og efterfølgende semifinale hjemme i Columbus, hvor han siden 2014 har været tilknyttet Ohio State University.

- Det var enormt god timing. Både i forhold til min selvtillid og til min rangering, hvor jeg skulle forsvare en del point fra mine turneringssejre sidste år.

- Så nu er jeg tilbage i Top 200 efter kort at være droppet ud, og nu er jeg sikker på at kunne spille grand slam-kvalifikation i år, siger Torpegaard efter onsdagens træning forud for weekendens Davis Cup kampen mod Puerto Rico i Holbæk.

Han mangler endnu at knække den nød at spille sig ind i hovedturneringen i en af de fire største turneringer, og det er selvsagt et fikspunkt. Men bare det at kunne være med i den givtige kvalifikationsturnering giver ro på bagsmækken.

- Det er det første skridt – både mentalt og økonomisk – for der er ret mange penge i at stille op og måske vinde en runde. Det giver en vis ro, at man fire gange om året kan få den indsprøjtning og ikke behøve at gå alt for meget op i det økonomiske resten af året, for det kan godt gå ud over din tennis, forklarer han.

- Jeg har stadig mine sponsorer derovre og støtte fra Columbus, så det stresser mig ikke, men det er rart at være selvkørende.

Den 25-årige dansker føler sig også spillemæssigt ret godt kørende, og det giver optimisme i forhold til endnu et drømmemål.

- Jeg synes, jeg er på en god kurs fra starten af året. Men der skal også sejre i to-tre challenger-turneringer (lige under ATP-niveau) mere til, før jeg når ind i Top 100.

- Det bliver sværere og sværere det næste stykke, så jeg er nødt til at finde et højt, stabilt niveau. Men den gode stime har givet mig troen på, at jeg kan vinde flere af dem. Det er enormt vigtigt, at jeg har fået den gode start på året, siger han og nikker frem for sig.

 Mikael Torpegaard glemmer ikke sine strækøvelser, men det er især det mentale, han har skruet op for. Foto: Lars Poulsen
Mikael Torpegaard glemmer ikke sine strækøvelser, men det er især det mentale, han har skruet op for. Foto: Lars Poulsen

Især på et professionelt parameter har han skruet op for blusset.

- Jeg har arbejdet meget mentalt og er begyndt at arbejde meget tættere med min mentaltræner ovre i Columbus.

- Jeg har fået mere ro på mit spil og går mere op i at stole på processen end på resultaterne. Det har givet mig tryghed til at tænke mere på at gøre det rigtige.

- Jeg taler med ham før og efter kampe men også efter træning. Han er nemlig også uddannet tennistræner. Jeg har arbejdet med ham i et år men har virkelig forstået vigtigheden nu.

- Jeg føler, jeg har spillet. Nu handler det om stabilitet og troen på det. Han er meget vigtig for mig.

For Mikael Torpegaard er hjemmekampene i Davis Cup en kærkommen lejlighed til at få et afbræk fra den internationale tennistur.

- Min manager har været lidt imod, at jeg er taget hjem for at spille Davis Cup de seneste gange, for pointmæssigt giver det jo ikke noget.

- Men det giver mig så meget at komme hjem og sige hej til dem, man holder af. På den måde er det et mentalt break, der betyder meget for mig.

Mikael Torpegaard er vendt hjem med tasken fyldt med selvtillid, og Frederik Løchte (th) tror da også på, at han snart rammer Top 100. Foto: Lars Poulsen
Mikael Torpegaard er vendt hjem med tasken fyldt med selvtillid, og Frederik Løchte (th) tror da også på, at han snart rammer Top 100. Foto: Lars Poulsen

Hans holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen har store forhåbninger om, at Torpegaard snart krydser de drømmegrænser, han har sat sig.

- Det er vigtigt for ham at identificere, hvad der skal til for at gøre sig gældende overfor Top 100-spillerne, siger han.

- Han har vist, at han kontinuerligt kan gøre sig på challenger-niveau, har fundet flere turneringer og været i finaler. Han spiller godt op mod spillere, der ligger 200-300. Det næste bliver at finde ud hvad der skal gøre forskellen til næste trin.

- Der er dårlige spillere end ham, der har været i Top 100. Tennissen er der, og han har et godt set up og en god mentalitet, så selvfølgelig er det en mulighed.

Se også: Stor dansk tennis-triumf

Se også: Fik råd af Piotr: Tag det gode med, Holger

9 kommentarer
Vis kommentarer