Dansk dommer skabte shitstorm da stjernen tog trøjen af

Danske Christian Rask tøvede ikke med at straffe franske Alize Cornet, da hun i US Open tog sin trøje af for at vende den rigtigt - folk rasede mod dommen på de sociale medier, og nu er reglen blevet ændret

Alize Cornet blev mødt af en advarsel, da hun vendte sin trøje på banen i US Open. Foto: All Over Press
Alize Cornet blev mødt af en advarsel, da hun vendte sin trøje på banen i US Open. Foto: All Over Press

En dansker er kommet i centrum i US Open. Og nej, det er ikke Caroline Wozniacki.

Det drejer sig om den danske dommer Christian Rask, der dømte kampen mellem franske Alize Cornet og svenske Johanna Larsson.

Her har en kendelse under kampen vakt furore på de sociale medier.

For under en varme-pause var Cornet i omklædningsrummet for at skifte sin trøje. Da hun kom tilbage på bane 13 igen, så hun, at hun var kommet til at tage den omvendt på, og hun trådte derfor ned bag baglinjen, tog trøjen af og vendte den rigtigt.

Det fik Rask til at idømme Cornet en straf for at tage sin trøje af på banen - en overtrædelse af turneringens dresscode.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Christian Rask, der dog ikke må udtale sig om episoden.

Det afstedkom en del vrede reaktioner. Blandt andre fra Andy Murrays mor, Judy Murray:

- Alize Cornet kom tilbage på banen efter ti minutters varmepause. Havde en frisk trøje på omvendt. Vendte den på banen. Fik en straf.

- Usportslig optræden... Men mændene kan skifte trøje på banen, skriver den tidligere engelske Fed Cup-kaptajn.

Og andre fulgte trop ved at påpege, at der er tale om en sexistisk handling, når de mandlige spillere har lov til at gøre det:

Efter den dårlige omtale har US Open valgt at ændre politikken:

- Alle spillere kan skifte trøje, når de sidder i spillerens stol. Det er ikke betragtet som et brud på dresscoden.

- Vi fortryder, at en straf for brud på dresscoden blev tildelt til Miss Cornet i går. Vi har indskærpet processen for at sikre, at det ikke sker fremover. Heldigvis blev hun kun tildelt en advarsel og ikke yderligere straffet eller tildelt bøde.

Også kommunikationsafdelingen i WTA var også hurtigt ude med en pressemeddelelse:

- Overtrædelsen af dresscoden, som USTA (Det amerikanske tennisforbund, red.) tildelte Alize Cornet under hendes første runde-kamp var unfair og ikke baseret på en WTA-regel, da WTA ikke har regler mod at skifte tøj under kampen.

- WTA har altid været og vil altid være pionerer for kvinder og for kvinders sport. Denne forseelse blev afgivet under Grand Slam-regler, og vi er glade for at se, at USTA nu har ændret politik.

- Alize gjorde intet forkert, skriver WTA.

Episoden opstod i første sæt, hvor Cornet var foran 5-4, og hun vandt såmænd sættet 6-4. Hun endte dog med at tabe kampen, da hun tabte de to efterfølgende sæt med 6-3 og 6-2.

Se også: Grand slam-vinder i nyt doping-mareridt: Nu er straffen femdoblet

Se også: Surt show: Wozniacki må vente med at spille

Se også: Pas på ryggen, Caroline: Teenagetøser tæver tennis-tanter

54 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere