'Dansk' sensation: Julia Boserup slår grand slam-vinder ud

Dansk-amerikaneren slog overraskende italienske Francesca Schiavone ud ved Australian Open

Julia Boserup overraskede den italienske legende Francesca Schiavone ved Australian Open. Foto: AP
Julia Boserup overraskede den italienske legende Francesca Schiavone ved Australian Open. Foto: AP

Hun spiller under amerikansk flag men har pæredanske forældre, så det er tilladt for danske tennisfans at være lidt stolte af Julia Boserup.

Den 25-årige tennisspiller har nemlig lige skrevet et lille stykke historie ved Australian Open, som hun har måttet igennem kvalifikationen til.

I første runde ventede nemlig en sand legende, Francesca Schiavone, vinder af French Open i 2010.

Og selv om den 36-årige italiener ikke er, hvad hun har været, så var det en flot skalp, dansk-amerikaneren hentede med en overraskende sejr på 6-2,  6-4.

Nerverne spillede godt nok lidt med til sidst, da hun foran 5-4 skulle serve sejren hjem, og hun var nede med to breakbolde, før hun fik rettet op.

Der er noget dejligt ’no nonsense’ over hendes insisterende spil fra baglinjen og kapable server og returneringer.

Hun brød allerede i første parti og igen til 5-2, mens den italienske veteran, der har bebudet, at hun er i gang med sin sidste sæson, havde travlt med at brokke sig til dommeren.

Boserup brød afgørende til 4-3 i andet sæt og skal nu op til en endnu større opgave i skikkelse af ukrainske Elina Svitolina, der er seedet 11 i turneringen.

Se også: Caroline får ’dansk’ selskab på banerne i Australien

Se også: Caroline har to kampe til at finde topniveauet

 

44 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere