Onkel Michael har for travlt til at følge sin fremstormende niece, Clara Tauson, på nærmeste hånd.
HIK's klubchef, som TV 2 bruger som ekspert, er i tidsnød, fordi Clara Tauson og tre andre HIK-talenter, Holger Rune, Sebastian Grundtvig samt Hanna Willer Møller buldrer frem, så planen er at sende alle fire af sted til den anden side af kloden i starten af januar for at spille Australian Open i Melbourne.
Der skal findes penge, og det er ikke til hverken fødselsdagsgave eller julegave, selv om niecens 15 års fødselsdag er tre dage før juleaften.
I denne uge vil efternavnet Tauson være tilbage på verdensranglisterne, når den 14-årige Clara efter finalepladsen i Djursholm Ladies i Stockholm har point nok til at komme ind på kvindernes verdensrangliste omkring nr. 900.
Der er langt op til Michael Tauson, der toppede med en plads som nr. 101 i 1990, men han huskes mest for store kampe i Davis Cup-regi mod datidens store navne, Boris Becker, Tyskland, Mats Wilander, Sverige, Thomas Muster, Østrig m.fl.
Altså længe før der overhovedet var tænkt på Clara Tauson, hvis far, Søren Tauson, i starten af 1990'erne boltrede sig på isen i HIK og på det danske ishockeylandshold.
- Hun har tiden for sig, siger Michael Tauson, som udover at være onkel og klubchef også er assisterende træner for sin talentfulde niece.
Han træder gerne til, når cheftræner Kenneth Carlsen er forhindret, så han har alle forudsætninger for at vurdere niecen.
- Der er lang vej endnu, men hun kan blive rigtig god, siger Michael Tauson, der synes, at det er alt for tidligt at drage sammenligninger med Caroline Wozniacki, selv om Clara Tauson allerede har overhalet forbilledet ved at blive dansk seniormester et år tidligere end søndagens store triumfator i Singapore.
Derudover har niecen også vundet guld ved sommerens ungdoms-OL i ungarske Györ, så hun er allerede i gang.
- Hun har fysikken og er mentalt stærk. Samtidig er hendes spil meget powerfuldt, så man kan godt sige, at hun spiller mere som en dreng, lyder det fra onklen, der står i spidsen for HIK's såkaldte High Performance-team med fire nævnte spillere.
De tre andre har som Clara Tauson travlt med at præstere, så klubchefen må nøjes med at følge med i turneringerne i Stockholm på afstand.
- Det er gået stærkt, og jeg er bagefter med at få linet noget op, undskylder Michael Tauson, som mener, at det er vigtigt, at de unge spillere kommer ud og prøver at begå sig på 'de bonede gulve' i en Grand Slam turnering.
- Selv om Clara lige nu spiller senior i Stockholm, skal hun spille meget junior som muligt.
Sådan lyder planen fra onklen, klubchefen og assistenttræneren.
Skåltaler skaber ingen nye tennisstjerner
Ny Wozniacki? 14-årig dansker i triumf - så god kan hun blive
Her er Carolines arvtagere - men deres konkurrenter løber med pengene