Stortalentet Clara Tauson, som kun netop har rundet de 15 år, tordner videre mod verdenstoppen og nåede lørdag finalen i den brasilianske grusturnering for juniorer Campeonato Internacional Juvenil de Tenis de Porto Alegre.
Tauson besejrede i semifinalen den talentfulde franskmand Manon Leonard i tre sæt (3-6, 7-5, 6-3) i en kamp, der varede to en halv time. Hun møder i finalen søndag canadiske Leylah Fernandez, som ligeledes er 15 år gammel. Fernandez besejrede i sin semifinale georgiske Ana Makatsaria i to sæt.
Clara Tauson siger til turneringens hjemmeside, at hun er meget tilfreds med sin finaleplads i Grade A-turneringen, som ligger lige under Grand Slam-niveau. Hun er den første danske singlespiller, der har nået finalen i turneringen.
- Det var en meget svær kamp, for hun (Manon Leonard, red.) er en meget intelligent spiller. Hun slog meget hårdt, og jeg lavede mange fejl. Jeg ændrede ikke min taktik, men prøvede bare at undgå fejl og holde mig inde i kampen, siger Tauson til hjemmesiden.
Med finalepladsen er Tauson ifølge TV 2 meget tæt på at sikre sig en direkte plads i hovedturneringen ved French Open for juniorer.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.