Danske tenniskvinder åbner Fed Cup med sejr

Finland blev slået med 2-1 i kampe, da de danske tenniskvinder spillede første kamp ved Fed Cup.

Clara Tauson vant sin første kamp ved Fed Cup. Arkivfoto: Roger Parker
Clara Tauson vant sin første kamp ved Fed Cup. Arkivfoto: Roger Parker

De danske tenniskvinder fik tirsdag en fornem start på Fed Cup. Her blev Finland slået med 2-1 i kampe.

Karen Barritza indledte duellen mod finnerne med et nederlag i sin single mod Anastasia Kulikova.

Derefter udlignede Clara Tauson, da hun slog Oona Orpana, inden doublen med Emilie Francati og Maria Jespersen sørgede for dansk triumf med en sejr over netop Kulikova og Orpana.

- Der var kamp til stregen. Det var en super double. Vi vidste, hvad vi skulle gøre, da vi var nede, siger Emilie Francati i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

- De kommer ind med to singler i benene, så de var måske lidt mere varme, men vi spillede os godt ind i kampen. Jo længere hen, vi kom i første sæt, jo mere følte jeg, vi havde styringen.

Det danske Fed Cup-hold består ud over Clara Tauson, Karen Barritza, Emilie Francati og Marie Jespersen også af Hannah Viller Møller.

Danmark er i Fed Cup i Europa/Afrika Zone Gruppe II med Finland, Portugal og Egypten.

I den anden kamp i gruppen tirsdag vandt Egypten med 2-1 i kampe over Portugal.

Ifølge sportschef i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Andersen er ambitionen ved Fed Cup, at Danmark skal spille med om oprykning til det tredjehøjeste niveau, Europa/Afrika Zone Gruppe I.

De resterende gruppekampe skal spilles onsdag og torsdag, inden der derefter enten skal spilles op- eller nedrykningskamp fredag.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere