Derfor heppede Wozniacki på Rorys konkurrent

...men tennisstjernen afviser kategorisk at holde med rivalerne på grund af Rory

Caroline Wozniacki er blandt favoritterne i Eastbourne - en turnering hun vandt i 2009. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki er blandt favoritterne i Eastbourne - en turnering hun vandt i 2009. (Foto: AP)

'Efter alt hvad @JDayGolf (Jason Day, red.) har været igennem denne uge, og den kamp og vilje, han har vist, holder jeg med ham og håber, han vinder i dag'.

Sådan tweetede Caroline Wozniacki søndag, da golfstjernen Jason Day gik fjerde- og sidste runde af US Open.

Af mange fans og iagttagere, der følger Wozniackis karriere, kunne det tolkes som om, hun holdt med ekskæresten Rory McIlroys konkurrent - alene fordi han var Rorys konkurrent.

Hvis man ellers forsøgte at vinkle tabloidt...

Det gjorde Caroline nu ikke, sagde hun mandag, da hun holdt hof for pressen i engelske Eastbourne, hvor hun tirsdag skal spille første kamp i opvarmningsturneringen til Wimbledon.

Nok nærmere tværtimod.

- Jeg kommenterer på sport hele tiden. Intet jeg gør, har noget at gøre med min eks, sagde hun ifølge engelske medier.

En stor præstation
I stedet var det med fokus på en bedrift af de større, der fangede danskerens opmærksomhed på Chambers Bay-banen i delstaten Washington.

Nemlig Jason Days.

Australieren faldt om fredag - svimmel og udmattet. Han formåede efter fem minutters behandling på banen at komme op og fuldføre runden - og søndag opnå en placering som nummer ni - i øvrigt delt med blandt andre Rory McIlroy.

- Hvad Jason Day har været igennem denne uge med at kollapse på banen og alting og stadig fortsætte og tilmed have en læge med rundt i går (på sidstedagen søndag, red.), tror jeg alle, der følger med i sport generelt ved, at det er en stor præstation at fortsætte - og ikke give op og stadig præstere godt, sagde Wozniacki.

Jason Day er til tælling i US Open, men australieren kommer på benene og fuldfører runden. (Foto: AP)
Jason Day er til tælling i US Open, men australieren kommer på benene og fuldfører runden. (Foto: AP)
 

- Jeg syntes, det var imponerende, den måde han fortsatte med at kæmpe. Jeg ved, hvordan det er at få krampe på banen, og hvordan det føltes, da jeg fortsatte, sagde hun.

Caroline Wozniacki dannede i tre år - til maj 2014 - par med Rory McIrloy. Parret forlovede sig og skulle være gift sidste sommer, men nordireren brød forlovelsen.

Caroline Wozniacki møder senere tirsdag en anden australier, Jarmila Gajdosova, i 2. runde af Aegon International i Eastbourne. Her er Wozniacki andenseedet.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere