Det amerikanske stjernefrø 21-årige Frances Tiafoe er videre til kvartfinalerne ved Australian Open efter sejr over bulgarske Grigor Dimitrov.
Her benyttede han lejligheden til at hylde en af de største atleter i USA i nyere tid - NBA-spilleren LeBron James, der ofte bliver omtalt 'The King'.
'Kongen', LeBron James, er kendt for at juble ved at slå på sin biceps og sin brystkasse, og det var langt fra tilfældigt, at tennistalentet gjorde det samme, da han gik videre fra fjerde runde i den australske Grand Slam-turnering.
Det er nemlig anden gang i turneringen, at tennisspilleren hylder LeBron James under Australian Open. Første gang var da han ganske overraskende eliminerede Kevin Anderson allerede i anden runde af turneringen.
- Jeg er en kæmpe LeBron-fan, og jeg ser ham altid gøre det. Hvis jeg nogensinde fik den rigtige mulighed for at gøre det, så ville jeg gøre det. Jeg var nødt til at få det ud af kroppen, sagde Frances Tiafoe til ESPN efter den sejr.
Du kan se Tiafoe hylde 'Kongen' i videoen over artiklen