Efter vulgært angreb: Federer blander sig i trekantsdrama

Nick Kyrgios' seneste eskapade er ikke faldet i god jord hos Roger Federer, der nu kommenterer australierens opsigtsvækkende opførsel

Nick Kyrgios seneste opførsel falder ikke i god jord hos Roger Federer. (Foto: AP)
Nick Kyrgios seneste opførsel falder ikke i god jord hos Roger Federer. (Foto: AP)

Han sætter kulør på international tennis, men af og til går det for vidt, og så løber temperamentet af med Nick Kyrgios.

Det blev senest tilfældet for australieren i forrige uge, hvor han endte som den absolutte hovedperson i Montreal Masters, omend 1/8-finalen blev endestationen for den karismatiske figur.

For udskejelserne i kampen mod Stanislas Wawrinka tidligere i turneringen, hvor Kyrgios tog hidtil usete verbale angreb i brug over for sin modstander, satte sig så store spor, at de endnu ikke er slettet.

- Kokkinakis (Thanasi, tennisspiller, red.) har knaldet din kæreste. Det er jeg ked af at fortælle dig, kammerat, sagde australieren til Wawrinka under kampen, hvis resultat meget hurtigt blev underordnet i det store perpektiv.

Det handlede således pludselig kun om den opsigtsvækkende kommentar, som ingenlunde faldt i god jord hos hverken Wawrinka eller Kokkinakis, der begge kaldte episoden for uværdig.

Roger Federer ser med triste øjne på Nick Kyrgios' optrin under Montreal Masters. (Foto: AP)
Roger Federer ser med triste øjne på Nick Kyrgios' optrin under Montreal Masters. (Foto: AP)

Den ellers så bramfri Kyrgios, der i første omgang ikke så ud til at være tynget af skyld, valgte senere at krybe til korset og undskylde sit udbrud, og det var også på sin plads.

I hvert fald hvis det står til Roger Federer, som qua sin popularitet og mange år på ATP-touren er en af dem, der lyttes til i sporten. Over for Cincinatti Enquirer indikerede schweizeren således, at det var fornuftigt, at Kyrgios blev tildelt en bøde for sin handling.

- Vi er ikke vant til den slags i tennis. Jeg ved, at det i andre sportsgrene er ganske almindeligt, ja måske ligefrem normalt. Men ikke i vores sport. Jeg tænker, det er fornuftigt, at vores organisation slår hårdt ned på det og forklarer ham, at det er ikke vejen frem, siger Federer.

- Det er klart, at hans opførsel var meget skuffende og ikke godt for sportens image, som jeg tror, mange spillere har forsøgt at opbygge og sørge for var godt. Vi ser gerne, at vores børn ønsker at blive en del af denne sport, fordi den er god, siger Federer.

I denne uge deltager han ligesom Kyrgios, Kokkinakis og Wawrinka i Western & Southern Open i Cincinatti, der figurerer som opvarmning til årets sidste Grand Slam, US Open, som begynder 31. august.

Se også: Tennis-komet forarger under kamp: 'Han knalder din kæreste'

12 kommentarer
Vis kommentarer