Ekspert om Wozniacki: - Bekymrende og uforståeligt

Før løb maratonpigen sine fortvivlede modstandere ned, men det seneste år har hun som gigtsyg kun vundet to ud af elleve tresætskampe

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Skal Caroline ud i tre sæt, taler sandsynligheden for et nederlag. Foto: Roger Parker
Tallene taler deres eget tydelige sprog: Skal Caroline ud i tre sæt, taler sandsynligheden for et nederlag. Foto: Roger Parker

Tidligere kunne hendes modstandere se næsten opgivende, når de havde tabt første sæt til Caroline Wozniacki. For nu skulle de jo ud i tre sæt for at vinde kampen. Og tre sæt mod WTA-turens sejeste slider lignede en bjergstigning uden for kategori.

Sådan er det ikke længere. Som det fremgår af Ekstra Bladets liste over danskerens tresættere det seneste år.

Dengang fik hun efter Wimbledon stillet diagnosen leddegigt, og siden har hun kun formået at vinde to ud af 11 tresættere, de fleste endda mod lavere rangerede modstandere.

Senest var det den 18-årige polak, Iga Swiatek, verdens nummer 63, der i anden runde af Rogers Cup i Toronto, slog Caroline Wozniacki med cifrene 1-6, 6-3, 6-4. Vel at mærke efter at have været bagud med 0-3 i tredje sæt.

- Det er en bekymrende tendens, siger tenniskommentator og tidligere Wozniacki træner, Michael Mortensen, der stadig følger hendes karriere tæt.

Caroline Wozniacki i aktion i Toronto i denne uge. Igen blev hun sendt ud med et nederlag i tre sæt. Foto: Zou Zheng/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki i aktion i Toronto i denne uge. Igen blev hun sendt ud med et nederlag i tre sæt. Foto: Zou Zheng/Ritzau Scanpix

Hans bekymring falder i to dele og på hver sin side af nettet.

- Det er et udtryk for at de modstandere, som tidligere havde så stor respekt for Caroline, at de næsten slog op i banen, hvis de tabte første sæt, nu føler, at de stadig har alle muligheder.

- Tidligere var de unge duperede. Nu arbejder de bare videre. De ved godt, at Caroline har fået den sygdom og ikke har den samme stamina som tidligere.

- De andre er så forbandet gode i dag. De kan generere fart fra alle hjørner af banen. Deres trænere kommer ind og siger, at de sagtens kan slå igennem Caroline. De trykker igennem, hvis hun spiller lidt for kort.

- Og nu ved de unge også, at Caroline har tabt til spillere, de selv har slået.

Talenter som Iga Swiatek tror på det mod Caroline, og den 18-årige polak vandt da også tredje sæt, selv om hun var bagud 0-3. Foto: John E. Sokolowski/Ritzau Scanpix
Talenter som Iga Swiatek tror på det mod Caroline, og den 18-årige polak vandt da også tredje sæt, selv om hun var bagud 0-3. Foto: John E. Sokolowski/Ritzau Scanpix

Michael Mortensen føler tydeligvis med Wozniacki, når han ser hende på skærmen. Som han forleden gjorde det fra Toronto.

- Caroline ved også selv, at når hun ikke er 100 procent rent fysisk, så er hun sårbar rent mentalt. Så kommer tvivlen: Har jeg udholdenheden til at stå igennem?

- Så går hun ned i tempo, bliver for passiv og skaber for lidt. Jeg synes, man kan se det på hendes kropssprog: ’Hvorfor gør jeg det her mod mig selv – igen?’

- Når hun så prøver at komme tilbage i kampen, er modstanderen spillet varm, lyder det med et hørligt suk.

- Det er lige før det er en hæmsko at vinde 6-1 i første sæt. 7-5 ville måske være bedre, for så har hun fået testet niveauet. Mod Swiatek er hun desuden foran 3-0 i tredje sæt, og så trækker hun igen i håndbremsen. Det er uforståeligt.

Caroline er ramt af indre tvivl om sin egen formåen i de lange kampe, mener Michael Mortensen. Foto: REUTERS/Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Caroline er ramt af indre tvivl om sin egen formåen i de lange kampe, mener Michael Mortensen. Foto: REUTERS/Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Michael Mortensen husker sine følelser under Wozniackis tætte kamp mod Sabalenka i Eastbourne, hvor tredje sæt endte i tiebreak.

- Især det nederlag gjorde indtryk på mig, fordi jeg følte, at det var en så psykologisk vigtig kamp for Caroline. Her var hun oppe mod en ung, formstærk modstander, og her kunne hun have sendt signalet – både til sig selv og andre, at ’nu er jeg tilbage og kan vinde tresætskampe’.

Det kniber lidt med at finde optimisme i forhold til Carolines tennisfremtid.

- Hun kan ikke længere løbe en kamp hjem og vinde den på en mindre god dag.

- Der er så store udsving rent fysisk, og det er problematisk, at hun den ene dag kan spille godt og glæde os alle sammen, før hun i næste kamp ikke kan fastholde niveauet.

- Hendes fokus er måske ikke det samme længere, og det er fuldt forståeligt. Hun er blevet gift, og der sker en masse andet i hendes liv. Men når du ikke har den samme skarphed og intensitet i din træning, så bliver det svært. Så er du sårbar i kampene, siger Mortensen, der dog ikke helt vil afskrive Caroline.

- Hun var i finalen i Charleston efter en god træningsperiode, og hvis hun igen kan få sådan en, så hun ved med sig selv, at hun fysisk er på toppen, så kan hun stadig lave store resultater. Den viden kan give hende det nødvendige, mentale overskud.

Caroline Wozniacki spiller i den kommende uge i Cincinnati som sidste opvarmning til US Open. Hun møder i første runde det ukrainske stortalent, 19-årige Dayana Yastremska, som allerede har vundet tre WTA-turneringer.

Wozniacki i tre sæt det seneste år

TORONTO: 2. runde, nederlag: Iga Swiatek, 1-6,6-3,6-4

EASTBOURNE, 4. runde, nederlag: Aryna Sabalenka, 2-6 6-4 7-6(5)

FRENCH OPEN, 1. runde, nederlag: Veronika Kudermetova, 0-6 6-3 6-3

CHARLESTON, 4. runde, sejr: Mihaela Buzarnescu, 6-4 3-6 6-3

MIAMI, 4. runde, nederlag: Su-Wei Hsieh, 6-3 6-7(0) 6-2

INDIAN WELLS, 2. runde, nederlag: Ekaterina Alexandrova, 7-5 2-6 7-5

AUSTRALIAN OPEN, 3. runde, nederlag: Maria Sharapova, 6-4 4-6 6-3

Samlet i 2019: 1-6

SINGAPORE, sæsonfinale, gruppespil, sejr: Petra Kvitova, 7-5 3-6 6-2

SINGAPORE, sæsonfinale, gruppespil, nederlag: Elina Svitolina, 5-7 7-5 6-3

TOKYO, 2, runde, nederlag: Camila Giorgi, 6-2 2-6 6-4

MONTREAL, 2. Runde, nederlag: Aryna Sabalenka, 5-7 6-2 7-6(4)

Samlet det seneste år: 2-9

Kort forinden blev Wozniacki slået ud i anden runde af Wimbledon af Ekaterina Makarova med cifrene 6-4, 1-6, 7-5.

Se også: Wozniacki sat til vægs af 18-årig

Se også: Ekspert med gigtsyg ven: Caroline skal bruge lidt tid

Caroline Wozniacki har virket glad og veloplagt på træningsbanerne i Eastbourne, hvor hun mandag indleder sit titelforsvar. Foto: Reuters/Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix Tennis - 24. jun. 2019 - kl. 11:49 Ærlig far om Carolines sygdom: Kan angribe hvert sekund

Se også: Trods skuffende sæson: Caroline scorer stadig kassen

111 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere