Det har været et stort år for Clara Tauson, der er klatret fra en placering som nummer 152 til 44 i verden. Og i 2022 bliver det kun vildere.
For den 19-årige Tauson kommer til at tage nye skridt mod den absolutte verdenselite. Det vurderer Peter Bastiansen, der er tennisekspert hos TV 2 Sport.
- Jeg tror, at Clara fortsætter med at komme buldrende og bliver en verdensstjerne i 2022. I min verden vil det være top-25, når det er en så stor sportsgren globalt, siger Peter Bastiansen.
- 2022 handler for hende om at etablere sig i top-25 og gøre det godt i nogle WTA 500- og WTA 1000-turneringer og i grand slam-turneringer, efter at hun fik nogle svære lodtrækninger i 2021.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
I den forgangne sæson oplevede man flere sensationer i de fire grand slam-turneringer.
Tjekken Barbora Krejčíková vandt French Open, da hun blot lå rangeret som nummer 33 i verden, og briten Emma Raducanu vandt senere US Open som kvalifikationsspiller, da hun lå nummer 150 på verdensranglisten.
Peter Bastiansen vurderer dog, at Tauson stadig har et stykke vej, før hun kan levere en bedrift af samme skuffe.
- Der er hun måske ikke helt. Rammer hun sine dage og uger, kan hun nå langt, men i forhold til at vinde en grand slam-turnering ser jeg hende stadig have nogle begrænsninger, siger Bastiansen og fortsætter:
- Hun er jo en stor pige, der nogle gange ikke bevæger sig helt godt nok. Det er noget, hun arbejder på, men at være stor i højde og drøjde ændrer man ikke lige på et halvt år. Når hun skal vænne sig til et højere tempo, kræver det, at hun selv er hurtigere. Det skal hun nok komme efter.
Mentalt ser han også stadig plads til forbedring.
- Clara er mentalt stærk, men hun får stadig nogle flip, hvor hun bruger sin krudt på at blame alle andre frem for at fokusere på sin tennis.
2022's første store tennisturnering er Australian Open, der begynder 17. januar.