Færdig i nat: Federer i chok-nederlag

Kvartfinalen blev endestation i US Open for Roger Federer. I stedet er useedede Grigor Dimitrov i semifinalen

Roger Federer er overraskende ude af US Open. Foto: Els/Ritzau Scanpix
Roger Federer er overraskende ude af US Open. Foto: Els/Ritzau Scanpix

Den schweiziske tennisstjerne Roger Federer er højst overraskende ude af US Open.

Det sker efter et nederlag i fem sæt til den useedede bulgarer Grigor Dimitrov i kvartfinalen.

På lidt over tre timer med cifrene 4-6, 6-4, 3-6, 6-4, 6-2 leverede Dimitrov en af turneringens største overraskelser mod tredjeseedede Federer.

Det er første gang, at den 28-årige bulgarer, der blot er nummer 74 på verdensranglisten, er i US Open-semifinalen.

Det er den lavest seedede semifinaledeltager i 18 år, skriver nyhedsbureauet AFP. I 1991 var Jimmy Connors i semifinalen i US Open som nummer 174.

Federer siger farvel for denne gang...Fotos: Don Emmert/Al Bello/Ritzau Scanpix

Se også: Spiller tennis: Nu kommer Federer-tvillingerne

Se også: Verdensstjerne fan af Wozniacki: - Spiller poker med hendes far

Det var samtidig første gang i otte forsøg, at Dimitrov fik bugt med 38-årige Federer, der jagtede sin grand slam-turneringssejr nummer 21.

Undervejs i kampen leverede de to spillere fremragende tennis. Ved stillingen 2-2 i fjerde sæt overlevede Dimitrov fire breakbolde og vandt efterfølgende sættet, hvilket så ud til at knække den stærke schweizer.

I semifinalen skal Dimitrov møde den femteseedede russer Daniil Medvedev.

Også verdensetteren Novak Djokovic er ude af US Open.

Verdens nummer to, Rafael Nadal, spiller i den anden semifinale mod 20.-seedede Diego Schwartzman fra Argentina.

Jagter rekord

Hos kvinderne er den amerikanske tennisveteran Serena Williams til gengæld videre til semifinalen i US Open.

I to hurtige sæt i kvartfinalen slog 37-årige Williams, der har 23 grand slam-turneringssejre i bagagen, let 18.-seedede Qiang Wang fra Kina med cifrene 6-1, 6-0.

Wang fik ikke et ben til jorden i kampen, hvor kun vandt 15 point mod Serena Williams' 50.

Der venter en noget sværere modstander i semifinalen for Serena Williams. Her skal amerikaneren op mod ukrainske Elina Svitolina, der er nummer fem på WTA's verdensrangliste. Serena Williams ligger nummer otte.

Svitolina er den højst seedede spiller tilbage i turneringen. I kvartfinalen slog hun britiske Johanna Konta.

Serena jubler over sejren i nat. Foto: Al Bello /Ritzau Scanpix
Serena jubler over sejren i nat. Foto: Al Bello /Ritzau Scanpix
 

Sejren over Qiang Wang var Serena Williams' sejr nummer 100 ved US Open. Hun har vundet turneringen seks gange. Senest i 2014.

- Det er helt utroligt. Fra da jeg begyndte her som 16-årig, troede jeg aldrig, at jeg skulle nå 100 sejre, siger Williams efter kampen.

Wang havde inden kvartfinalen vist storform og slået verdens nummer to og forsvarende French Open-vinder, australske Ashleigh Barty, ud.

- Når jeg spiller mod én, der spiller rigtigt godt, ved jeg, at jeg enten skal skrue op for mit niveau eller tage hjem. Jeg var ikke klar til at tage hjem endnu, siger Williams.

Vinder Serena Williams US Open, udligner hun australske Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler. Den seneste var ved netop US Open i 1973.

Se også: Ramt af mystiske problemer: - Aldrig haft det sådan før

Se også: Federer rasende: Det er gået alt for langt

Simona Halep brager sammen med Caroline Wozniacki i Australian Open-finalen. Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix Sport og Spil Brysterne var i vejen: Så blev hun verdens bedste

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere