Federer nærmer sig titel nummer seks

Den 37-årige schweiziske tennisstjerne spillede sig i semifinalen med sejr over polsk fremtidshåb

Roger Federer er i semifinalen. Foto: Ritzau Scanpix.
Roger Federer er i semifinalen. Foto: Ritzau Scanpix.

Roger Federer styrer i øjeblikket mod karrierens sjette triumf i Indian Wells.

Den schweiziske tennisstjerne banede sig fredag vej til semifinalen med en sejr over polske Hubert Hurkacz, der blev slået 6-4, 6-4.

I semifinalen kan Federer møde sin mangeårige rival Rafael Nadal, hvis spanieren senere fredag slår russeren Karen Khachanov i en af de øvrige kvartfinaler.

Nadal har vundet turneringen i Indian Wells tre gange.

Polske Hurkacz ydede god modstand i kvartfinalen mod Federer, men verdensranglistens nummer 67 måtte alligevel se sig besejret.

37-årige Federer fik brudt polakkens serv en enkelt gang i både første og andet sæt, hvilket var nok til, at han uden de store problemer kunne køre sejren hjem.

Schweizeren har været yderst overbevisende i sine egne servepartier i Indian Wells, hvor han har vundet 38 af 39 partier. Han har endnu ikke afgivet et eneste sæt på sin vej mod semifinalen.

Federer og Novak Djokovic, der er ude af turneringen, deler rekorden for flest turneringssejre i Indian Wells. De har hver vundet fem gange.

Se også: Lettet Clara efter rutsjetur: Aldrig været så udfordret

Se også: Klasse-Clara gør det igen: Klar til semifinale

Se også: Efter Claras superkamp: Nu er kun Caroline bedre

2 kommentarer
Vis kommentarer