Fedt for Clara: Står foran karrierens største kamp

Tine Scheuer er på Clara Tausons vegne glad for, at hun får lov at møde et stort navn som Victoria Azarenka, mens hun stadig er aktiv

Victoria Azarenka har i sit arsenal også en voldsom baghånd, fortæller Tine Scheuer. Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Victoria Azarenka har i sit arsenal også en voldsom baghånd, fortæller Tine Scheuer. Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix

Sidste år spillede Clara Tauson sin hidtil klart største kamp, da i sin grand slam-debut sensationelt slog amerikanske Jennifer Brady, verdens nummer 25, med 9-7 i tredje sæt.

Nu står hun overfor en endnu større kaliber på samme scene efter søndagens sejr over georgiske Ekaterine Gorgodze.

Onsdag gælder det i anden runde af French Open belaruseren Victoria Azarenka, der lige nu er nummer 16 på den rangliste, den dobbelte grand slam-vinder tidligere har toppet i sammenlagt næsten et år. En mor, der efter mange udfordringer sidste år vendte stærkt tilbage til toppen med finalen ved US Open som højdepunkt.

- Hun er en af mine favoritter, en rigtig fed type, og jeg er så glad for, at Clara får mulighed for at møde en spiller, som er en af spillets legender, og en af dem man har set op til, mens disse stadig er aktive.

- Det kan jeg huske, at jeg selv satte pris på med Martina Navratilova, siger Tine Scheuer, tidligere topspiller, nu træner og kommentator på TV2 Sport.

Der er høj intensitet i hver en bold, når belarussen går på banen.Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Der er høj intensitet i hver en bold, når belarussen går på banen.Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix

Som sådan har hun i mange år set og hørt 31-årige Azarenka gå til den på en tennisbane med sine høje hvin på hver eneste boldkontakt.

- Hun kæmper om hver eneste bold, som var det en matchbold. Hun har samme intensitet som Rafael Nadal. En utrolig passion for spillet, beskriver hun.

- Og så er hun blevet en klart bedre spiller end tidligere, hvor det var ’lyd på, og så kører vi’. Hun har lagt på med en god slice, tager bolden tidligere og server godt igen. Og så er hendes baghånd helt i særklasse. Den kan hun slå overalt.

På den måde lyder det næsten som en uløselig opgave for den danske teenager, der også har haft det hårdt med en skade, men hendes forgænger giver hende alligevel en fair chance.

- Claras chance er nok størst på grus, og det er dejligt, at hun får meget ud af sine slag i Paris. Hendes serv er så afgørende, og det bliver den ikke mindst mod Azarenka, der jo er en af de allerbedste til at returnere.

- Det vil klart være en overraskelse, men jeg håber, Clara starter bedre, end hun så tit gør. Det der med at komme bagud 0-2, sukker Tine Scheuer.

- Det hele skal fungere hos Clara. Som mod Brady sidste år. Men Azarenka vil nok sætte et endnu højere tempo, ligesom hun hyppigt vil tage temperaturen nede hos Clara i den anden ende.

Se highlights fra kampen mellem Clara Tauson og Jennifer Brady her.

Også Clara Tauson kan have intensitet i sine slag, men det hele skal klikke for hende, hvis hun skal slå sig videre ved French Open. Foto: Caroline Blumberg/Ritzau Scanpix
Også Clara Tauson kan have intensitet i sine slag, men det hele skal klikke for hende, hvis hun skal slå sig videre ved French Open. Foto: Caroline Blumberg/Ritzau Scanpix

For begge spillere gælder, at de efter skader ikke rigtigt møder frem i kampform. Azarenka har kun spillet en enkelt gruskamp før French Open.

Omvendt har Clara Tauson haft svært ved at finde formen i sine få kampe efter knæskaden i Charleston for halvanden måned siden.

- Der har været nogle bump på vejen og nogle kampe, hvor hun ikke har ramt den optimalt, men det fede er, at det glemmer man, når man har vundet første runde, siger Tine Scheuer, der har trænet den nuværende KB’er i HIK.

- Jeg skriver lidt med hende og synes, at hun virker glad. Hun skal ud at spille det, hun kan. I en grand slam er der mange point, og Clara kan spille godt, når det virkelig gælder. Nu skal hun bare lære at knække koden til at vinde de andre kampe også.

For Azarenka, der nåede anden runde via en sej tresætssejr over Svetlana Kuznetsova, er Clara Tauson en meget ny pige i klassen. Det afslørede hun på sin efterfølgende pressekonference.

- Det er ikke for at disrespektere en anden spiller, men jeg kender hende ikke rigtigt og har ikke set hende spille. Så der bliver lidt lektier for mig, lød det fra favoritten.

De to mødes onsdag eftermiddag på Court Simonne-Mathieu, anlæggets tredjestørste bane, som blev indviet i 2019 og normalt har plads til 5.000 tilskuere. Det vil der selvsagt ikke være under de nuværende restriktioner. .

Det var såmænd her, Clara Tauson sidste år sensationelt besejrede amerikanske Jennifer Brady i sin grand slam-debut.

HUSK DU KAN SE CLARAS KAMP LIVE I TEKST HER PÅ EKSTRABLADET.DK