Sjette gang gik den ikke - Clara Tauson brast søndag i gråd, da hun for første gang i år måtte kapitulere i en finale, da hun i WTA-turneringen i italienske Courmayeur tabte 7-6, 6-2 til kroatiske Donna Vekic.
Den danske himmelstormer leverede i perioder en flot indsats, men det var som regel i form af et comeback, efter at Vekic havde spillet sig komfortabelt i front.
Begge spillere startede nervøst, og ingen af dem kunne i de to første forsøg holde egen serv.
Men så begyndte de uprovokerede fejl at snige sig ind i Tausons spil. Som i kvartfinalen mod amerikanske Ann Li blev hun frustreret, og Vekic kom derfor lidt for let på 5-2.
Men så stemplede Vekic ud, mens Tauson gjorde det omvendte, og ved 5-3 slog Vekic ud med hænderne efter to dobbeltfejl. Nu var hun tydeligt frustreret, mens Tauson bevarede roen. Derfor fik hun brudt kroaten til 5-4 og kunne derefter udligne i egen serv.
De hold begge serv en gang til, og så skulle sættet afgøres i en tiebreak.
Her angreb Vekic duellerne med fornyet energi og spillede danskeren, at hun ved stillingen 5-0 måtte tage en meget dyb indånding. Det hjalp lidt, men Vekic vandt dog sættet på sin fjerde af hele seks sætbolde i træk.
Efter første sæt måtte Tauson tilkalde lægen, da hun tydeligvis havde det skidt. Det var der ikke noget at sige til - både kvartfinalesejren over Ann Li og semifinalegevinsten over Liudmila Samsonova gik i tre sæt. De to dage op til finalen bød altså på næsten fire og en halv times hård tennis for den 18-årige dansker.
Hun fik et par piller og en energi-gel, og gik direkte ud og holdt sin serv i andet sæt.
Det gjorde den syv år ældre Vekic også, og så brød hun derefter Tauson og gik på 2-1.
Vekic kom med et par velplacerede esser på 3-1, og kort efter havde hun igen brudt danskeren til 4-1 og holdt serv til 5-1.
Clara Tauson så opgivende ud, men kæmpede dog lidt imod og fik servet et rent parti ind til reducering 5-2.
Men gassen var gået af den danske ballon, og Vekic kunne uden de store problemer lukke kampen til 6-2 i egen serv.
Dermed blev de Donna Vekic og ikke Clara Tauson, der kunne notere sig for karrierens 3. WTA-sejr.
Efter kampen var Tauson i sine følelsers vold.
- Jeg er meget ked af, at jeg ikke kunne spille, som jeg gerne ville, men jeg var meget træt efter i går. Jeg vil egentlig ikke græde, men jeg er så træt, sagde hun hun med tårerne væltende ned ad kinderne.
Hun fik dog samlet sig og sagt pænt tak:
- Tak til alle sponsorerne for at gøre turneringen så god - jeg håber på at komme tilbage, lød ordene.