Flot skalp efter nedsmeltning: Wozniacki slår OL-vinderen

Caroline Wozniacki måtte spille mere end to timers tennis, før hun fik besejret OL-vinderen Monica Puig i Sydney

Caroline Woznacki måtte kæmpe hårdt mod Monica Puig, der blev besejret i tre sæt. (Foto: AP)
Caroline Woznacki måtte kæmpe hårdt mod Monica Puig, der blev besejret i tre sæt. (Foto: AP)

Caroline Wozniacki måtte mandag morgen dansk tid kæmpe hårdt for at komme tilbage på sporet efter sidste uges nedsmeltning i New Zealand.

Men det lykkedes danskeren at vaske pletten fra Auckland væk ved at triumfere i første runde af WTA-turneringen i Sydney, hvor hun slog puertoricaneren Monica Puig med sæt-cifrene 6-3, 2-6 og 6-4.

Det blev dog ingen overkommelig opgave at sætte OL-vinderen fra 2016 til vægs på det stadion, der dannede rammen for finalen, da de olympiske lege blev afholdt i Australien i 2000.

Denne gang dannede banen i Sydney rammen om de to kvinders forberedelse til Australian Open, som begynder i næste uge. Og det blev altså danskeren, der trak sig bedst ud af duellen.

En lovende start på opgøret med tre partier i træk til Wozniacki dannede grundlaget for, at favoritten kunne hive første sæt hjem med 6-3.

Men dernæst lurede et trist deja-vu for Wozniacki, der i forrige uge smed en kæmpe føring mod Julia Görges over styr.

I det efterfølgende sæt blev danskeren brudt i sine to første servepartier, uden hun selv kunne finde modsvar, når Puig satte duellerne i gang. Det resulterede i en føring på 4-0 til den 23-årige puertoricaner, der lugtede blod, mens tegn på frustration fremgik tydeligt hos Wozniacki.

Ketcheren fik et par hak mod hardcourt-underlaget, ligesom danskeren selv hakkede i sin rytme. Puig var her i den kontrollerende og dikterende rolle, og Wozniackis defensiv, der ellers er kendt som hendes absolutte varemærke, var ikke på vanligt niveau.

Artiklen fortsætter under billedet...

Caroline Wozniacki skal møde russeren Yulia Putintseva i 2. runde i Sydney. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki skal møde russeren Yulia Putintseva i 2. runde i Sydney. (Foto: AP)

Smashede sejren hjem
Piotr Wozniacki forsøgte at coache datteren undervejs i sættet, men selv om Wozniacki fik brudt til 1-4 og holdt serv i det efterfølgende parti, var det ikke nok. Puig, der sidste år nåede helt til finalen i denne turnering, brød på ny og tog sættet hjem med 6-2.

Til Wozniackis held formåede Puig ikke at holde niveauet på samme højde i tredje sæt. Triumfatoren fra sommerens lege i Rio de Janeiro spillede ikke som en OL-sejrskvinde, og flere uprovokerede fejl sneg sig frem.

Wozniacki var heller ikke selv overbevisende i den tredje og afgørende akt af opgøret, men danskeren diskede af og til op med noget af det spil, der henover efteråret førte hende til to turneringssejre og ligeledes bragte hende tilbage mod toppen af verdensranglisten.

Her er hun på den seneste liste, der udkom mandag, oppe som nummer 19, mens Puig er noget længere nede som nummer 32.

Niveauforskellen på ranglisten kom da i sidste ende også til udtryk på banen i Sydney, hvor et enkelt break til Wozniacki i tredje sæt var nok til, at hun kunne serve dysten hjem ved stillingen 5-4.

Det blev gjort, da danskeren efter to timer og 12 minutters fight smashede sejren i hus på sidste bold. Dermed hun klar til anden runde, hvor russeren Yulia Putintseva venter.

Se også: I storform inden grandslam: Her viser Wozniacki vild sixpack frem

Se også: Djokovic kunne ikke styre sig: Ramte kvinde og smadrede ketcher

42 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere