Efter to overbevisende sejre i Auckland og perioder med forrygende spil undervejs ser Caroline Wozniacki frem mod årets første store mål, Australian Open, med stadig større fortrøstning.
- Der er stadig god tid til Melbourne, men jeg føler, at jeg hele tiden bygger på mit spil, og forhåbentlig kan jeg få et par gode kampe mere her. Jeg føler mig bedre og bedre tilpas hver dag, lød det fra en afslappet dansker under hendes pressemøde efter dagens sejr.
Her blev kroaten Petra Martic ekspedereret ud på 53 minutter med cifrene 6-2, 6-2.
Overlegenheden afspejler sig i statistikken:
- Jeg er godt tilfreds, især fordi hun er en aggressiv spiller med en stor serv. Men jeg returnerede og servede selv godt, sagde Caroline Wozniacki, som blev bedt om at gå lidt mere i dybden med sine sæsonforberedelser:
- Jeg tog fem uger, hvor jeg ikke rørte en bold men bare holdt min fitness lidt ved lige. Så blev det virkelig intenst på træningsbanen.
- Jeg har lært over årene, at det er vigtigt for mig at trække stikket helt i perioder. Jeg har også lært ikke at overtræne men bare sikre mig, at kroppen er på toppen. Det er det vigtigste.
- That’s nice, reagerede hun med et smil på nyheden om, at hun nu er verdens nummer to og dermed finaleseedet i Melbourne.
Til gengæld må hun foreløbig kigge langt efter førstepladsen, da Simona Halep netop har vundet sin kvartfinale i Kina og dermed ikke kan indhentes bagfra af danskeren.
I første omgang gælder det dog den 19-årige amerikaner Sonia Kenin i Aucklands kvartfinale.
- Jeg har aldrig set hende spille, men min far laver noget research i aften, sagde hun om sin unge modstander, der er med på et wildcard og viser særdeles lovende takter.
Ved seneste US Open spillede hun sig således frem til tredje runde, hvor Maria Sharapova dog blev for stor en mundfuld på Arthur Ashe Stadium.
Kampen spilles klokken syv torsdag morgen, dansk tid.