Forbund langer ud efter legenden - og turneringen

Hans tilstedeværelse kaster en skygge over begivenheden, lyder det harskt fra den internationale tennisorganisation om legende

To glade rumænere i Madrid lørdag. Nastase og Halep. (Foto: Ella Ling/All Over Press)
To glade rumænere i Madrid lørdag. Nastase og Halep. (Foto: Ella Ling/All Over Press)

En såkaldt provisional suspension - en midlertidig udelukkelse - er klasket ned om ørerne på den tidligere tennisspiller Ilie Nastase.

Han må kort og godt ikke opholde sig på baner eller tribuner, hvor der er en officiel WTA-turnering i gang.

Men det gør han nu alligevel.

I bedste Ilie Nastase-stil - manden er godt gammeldags kontroversiel i sin opførsel - troppede han op til finalen i Madrid Open lørdag for at fejre landsmanden Simona Halep, da hun besejrede Kristina Mladenovic.

Og dermed fulgte han på sin egen facon op på skærmydslerne og balladen i hjemlandet i slutningen af april, da han som repræsentant for det rumænske Fed Cup-mandskab blev bortvist fra banen, efter han havde skabt sig og fornærmet såvel Johanna Konta som Storbritanniens træner, Anne Keothavong.

Forinden havde han sendt en racistisk bemærkning mod Serena Willams' ufødte barn.

Og så blev han ellers sendt i bad standing af WTA.

Der er han fortsat efter sin optræden i Madrid, selvom han nu så så mild og glad ud i armene på Halep.

Uansvarligt og uacceptabelt
- Det var en spændende finale, og jeg lykønsker Simona og Kristina af hele mit hjerte for deres forrygende måde at spille tennis på. Den eneste skygge over dagens arrangement var Mr. Nastases invitation om at deltage i ceremonien efter kampen, sagde WTA's chief executive Steve Simon.

- Han hørte ikke hjemme på banen. Han er under midlertidig karantæne af ITF (det internationale tennisforbund, red.) for sine fornærmende handlinger, og vi har frataget ham hans privilegier i WTA-regi, så længe en undersøgelse er i gang.

- Det var både uansvarligt og uacceptabelt af Madrid Open at tildele ham en officiel rolle. Madrid-turneringen er på et Premier-niveau og afvikles på højeste niveau. Det fremgik ikke af ceremonien, lød den barske kritik.

En ikke uvæsentlig detalje i denne historie er, at ejeren af Madrid Open er rumæner. Han hedder Ion Tiriac. Han er tidligere topspiller og vandt i øvrigt French Open i herredouble i 1970.

Sammen med Ilie Nastase.

Nastase og Tiriac under Wimbledon i 1970. (Foto: All Over Press)
Nastase og Tiriac under Wimbledon i 1970. (Foto: All Over Press)
 

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere