Forrygende stime fortsætter

Fernando Verdasco blev slået sikkert, da Holger Rune spillede sig i kvartfinalen i fransk challengerturnering

Holger Rune vandt i sidste weekend en challengerturnering i Italien og er nu godt på vej mod endnu et flot resultat. (Arkivfoto) Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Holger Rune vandt i sidste weekend en challengerturnering i Italien og er nu godt på vej mod endnu et flot resultat. (Arkivfoto) Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Holger Rune er klar til kvartfinalerne i en challengerturnering i franske Lyon. Torsdag gik det danske tennistalent videre fra anden runde ved at tage en stor skalp.

Andenseedede Fernando Verdasco, der ligger næsten 200 pladser over Holger Rune på verdensranglisten, blev slået i to sæt med cifrene 6-4, 6-3 på det franske grus.

I kvartfinalen venter svenske Elias Ymer.

Rune startede skidt i første sæt og blev brudt i kampens første parti. Men efter to vundne partier i Verdascos udlæg og en sikker hånd i egen serv kom første sæt i hus.

Kursen mod sejren blev sat i andet sæts andet parti, hvor Rune brød Verdasco og kom på 2-0. Derefter var der ingen slinger i valsen fra danskeren.

Verdasco har tidligere været hele oppe som nummer syv på verdensranglisten og været i semifinalen i Australian Open. Det er dog efterhånden 12 år siden, og spanieren har da nok også sine bedste år bag sig.

Ikke desto mindre er det en flot sejr for Holger Rune, der på det seneste har været i vælten uden for tennisbanerne.

I sidste weekend tog Rune karrierens største triumf, da han strøg til tops i challengerturneringen i den italienske by Biella. Men i turneringens semifinale blev den unge dansker taget i at komme med homofobiske udbrud undervejs.

Danskeren har efterfølgende lagt sig fladt ned og undskyldt for udtalelserne, som han understreger, var rettet mod ham selv.

Herrernes internationale tennisorganisation, ATP, valgte mandag at sætte en undersøgelse i gang, der skal afgøre, om danskerens udtalelser skal have konsekvenser.

Vær klar med et toptunet hold i EM-manager: Eksperten serverer flere nøgletips til en superstart her!