Forslået Caroline: - Må bare glemme, hvad der er sket i dag

Efter et sviende nederlag i åbningskampen forsøgte Caroline Wozniacki at se frem mod den comeback-chance, hun stadig har i sit titelforsvar 

Efter sit klare nederlag i åbningskampen kæmper Caroline Wozniacki nu med at sætte sig op til at udnytte sin livline. Foto: AP
Efter sit klare nederlag i åbningskampen kæmper Caroline Wozniacki nu med at sætte sig op til at udnytte sin livline. Foto: AP

SINGAPORE (Ekstra Bladet): Som hun sad der på podiet, bar Caroline Wozniackis udtryk både præg af en frustration over alle hendes spildte muligheder i åbningskampen og et tidligt forsøg på allerede nu at pumpe sig selv op til at forfølge den chance, hun endnu har tilbage, for at forsvare sin titel.

Øvelsen var ikke nem. For hun har gjort det såre svært for sig selv med det indledende – og overraskende store - nederlag til Karolina Pliskova på 2-6, 4-6.

Cifre, som hun et godt stykke hen ad vejen kunne takke sin egen uformåen for. For der var ti danske breakbolde undervejs, og ikke en eneste af dem blev udnyttet.

- Det fortæller meget af historien.  Havde jeg fået bare fem af dem, var det nok gået lidt anderledes, sukkede hun.

- Marginalerne går ikke min vej. Jeg misser nogle af dem marginalt, mens hun rammer linjerne, når hun skal. Det kunne være gået begge veje, selv om resultatet ikke viser det, men sådan er det, fortsatte hun med et skuldertræk.

Sådan kan Caroline alligevel komme videre

Caroline Wozniackis situation i Hvid Gruppe er svær, men hun har fortsat chancen for at nå lørdagens semifinaler.

Tirsdag møder danskeren åbningsdagens anden taber, tjekkiske Petra Kvitova, mens de to vindere, Elina Svitolina og Karolina Pliskova tørner sammen.

Wozniacki-Kvitova er først på programmet fra klokken 13.30, dansk tid.

Scenarierne ser således ud forud for anden runde i gruppen:

Hvis Svitolina og Kvitova vinder, Er Svitolina gruppevinder, mens Wozniacki er ude.

Hvis Svitolina vinder i to sæt og Wozniacki i tre, er Svitolina videre.

Hvis Pliskova vinder i to sæt og Kvitova i tre, er Pliskova videre.

Enhver anden kombination betyder, at det hele skal afgøres i sidste runde.

(kilde WTA)

Med til historien hørte dog også, at Caroline Wozniacki var blottet for timing i sit spil. Kun baghånden lynede i perioder, mens forhånden leverede alt for mange fejl. Heller ikke serv og returnering var oppe i det leje, hvor de helst skal være mod en hårdt servende og slående modstander.

- Jeg kæmpede nu med at finde timingen i begge sider, synes jeg, og i mine returneringer også. Men jeg var ret stolt af, at jeg blev ved at klø på og klø på og prøve at finde den rytme, jeg gerne ville have.

- Der var flere ting, jeg gjorde godt i dag. Ved nettet og på de korte bolde. Jeg konstruerede også mange dueller godt. Jeg prøvede at gøre det rigtige, men...

Piotr Wozniacki var på flere besøg ved hendes stol for at prøve hende med at vende udviklingen.

- Han prøver at sige, at jeg skal gå mere på bolden og spille med lidt mere margin, slå mere igennem på slagene. Men det vigtigste er benarbejdet og det, at jeg bare bliver ved, for jeg ved, at spillet ligger der. Det ville bare ikke rigtigt ud i dag.

Mens Wozniacki ikke fik udnyttet sine åbninger, bevarede Pliskova hele tiden roen og eksekverede sikkert, når det var vigtigt.

Undtagelsen kom måske, da hun foran 5-3 missede to matchbolde i dansk serv og i næste parti kom ned med endnu to breakbolde. Men på tjekkens tredje matchbold lukkede hun meget sigende et es.

Mens Pliskova kan gå til sin næste kamp med mental medvind, skal Wozniacki tirsdag ud i endnu et forventeligt stormvejr mod lige så hårdtslående Petra Kvitova.

For de to tabere fra åbningsdagen bliver det reelt en vind-eller-forsvind-kamp.

- Jeg har muligheden for at komme ind igen. Jeg må bare gå ind og være positiv og give den en skalle. Det er jeg nødt til.

- Jeg må bare se at glemme, hvad der er sket i dag og finde frem til det, jeg kan gøre bedre. Jeg må bare se fremad.

- Men Petra er bestemt ikke nogen nem modstander. Du ved aldrig, hvem du møder. Hende, der spiller sublimt, eller hende, der fejler meget.

- Jeg skal selv serve godt og returnere bedre end i dag. Og så skal jeg gribe mine breakbolde, når jeg får dem, lød det med smertelig adresse til søndagens helt store mangelvare.

Se også: Caroline kørt over af es-tog: Greb ikke sine chancer i Singapore

Se også: Ustyrlige Clara Tauson ydmyger finalemodstander i Japan

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere