For anden weekend i træk så Caroline Wozniacki trofæet glide af hænde, og denne gang var det den 22-årige ukrainer Elina Svitolina, der satte danskeren til vægs med 6-4, 6-2.
Efter to timer ventetid på grund af regnvejr kunne Caroline Wozniacki sætte gang i finalen i Dubai, og de første partier blev en meget lige affære, hvor nettet flere gange drillede Wozniacki. Ukraineren var heldig med et par bolde, der tog nettet, men fandt da også hurtigt sit spil på trods af lidt finale-nerver.
Den relativt uprøvede ukrainer var på udkig efter sin største titel, og hun er kendt for at være meget hurtig på fødderne og god til at holde boldene i gang. På mange måder minder hun altså om sin danske konkurrent.
Det resulterede i en række lange dueller, hvor den 26-årige dansker forsøgte at lægge presset.
Svitolina brød til 3-2 på sin første break-bold, og dominerede også næste parti. Ukraineren var lige ved at bryde til 5-2, men Wozniacki fik med hiv, sving og servefejl hevet partiet hjem.
Missede muligheder
I det hele taget blev hun presset maksimalt i eget serveparti, men de gange, hvor duellerne tog til i længde, trak Wozniacki det lange strå.
Næste parti resulterede i hele tre break-bolde fra Wozniacki, men trods store chancer så lykkedes det ikke at omsætte en eneste. Frustreret måtte hun afgive første sæt 6-4.
Andet sæt startede katastrofalt med et hurtigt break, men en vred Wozniacki brød hurtigt tilbage og viste masser af power.
Men der var også masser af saft og kraft i Svitolinas forhånd, som gang på gang voldte problemer. Ikke et under, at ukraineren var ubesejret i 11 kampe før denne finale.
Mærket til sidst
Stillingen gik fra 2-2 til 5-2, og det var tydeligt, at batterierne var brugt for den hårdt kæmpende Caroline Wozniacki.
Med ryggen mod muren kunne hun heller ikke stille noget op i sidste parti.
De to spillere havde kun mødt hinanden en gang, nemlig i Miami sidste år, hvor det udviklede sig til en opslidende kamp, der varede hele to timer og 43 minutter.
Så meget tid skulle de ikke bruge denne gang. Wozniacki tabte i to sæt, og dermed missede hun anden titel på en uge. Den tiende kamp på 11 dage må også have sat sine spor.