Frustreret Wozniacki overvinder nedsmeltning

Caroline Wozniacki slog sig til kvartfinalen i Qatar efter at have været tæt på at miste besindelsen i opgøret mod den uortodokse rumæner Monica Niculescu

Caroline Wozniacki var undervejs i kampen tydeligt frustreret. Foto: Karim Jaafar/ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki var undervejs i kampen tydeligt frustreret. Foto: Karim Jaafar/ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki er sikkert videre til kvartfinalen i Qatar Total Open efter 7-5, 6-1-sejr over rumænske Monica Niculesco, på trods af, at danskeren midtvejs i kampen fik en mental nedsmeltning.

Grunden var, at Niculesco, der blot er verdensranglistens nummer 92, spiller en bizar tennis, hvor hendes største våben er en slicet forhånd. Eller rettere, våbnet er den frustration, modstanderne som regel bygger op om lilleput-slaget.

Netop det skete for Caroline Wozniacki, da rumæneren i 1. sæt kom igen og udlignede til 5-5 og såmænd også begyndte at stønne ved sine slag.

Det tirrede tydeligt den danske verdensetter, der tog en snak med dommeren om det - uden resultat.

Andet end at hun selv formåede at bide tænderne sammen og med et brud og et solidt serveparti vandt sættet 7-5.

Alt for jævnbyrdigt, når man i øvrigt så på sættet, hvor Wozniacki brød et par gange, men lod Niculescu bryde tilbage efter at hun havde formået at trække duellerne ud med sin slice.

Til gengæld knyttede danskeren demonstrativt næven efter sæt-gevinsten og markerede, at hun nu var ovenpå igen.

Den følelse tog hun med sig på banen til 2. sæt, hvor hun overlod meget lidt til rumæneren, der blot fik et enkelt parti, mens Wozniacki satte stort set alle slag perfekt.

Og danskeren var da også synligt tilfreds efter kampen.

- Normalt spiller hun et interessant spil, og det kan være en god kamp, når man spiller mod hende. Men hun forsøger at komme ind i dit hoved, og når det sker, så er det ikke så sjovt, sagde Wozniacki efter kampen under sit sejrsinterview.

Efterfølgende uddybede hun over for TV2 Sport:

- Det er rart at være i kvartfinalen, men det var en svær kamp, specielt mentalt. Hun forsøger at psyke mig, og jeg lader hende irritere mig. Og det burde jeg ikke. Så begynder jeg at begå dumme fejl, og lader hende komme ind i kampen, sagde Wozniacki.

Hun følte selv, at hun havde en god sag i diskussionen med dommeren om Niculescus stønneri.

- Ja, det mener jeg. Der står i reglerne, at man ikke må stønne, når det er modstanderen, der skal slå. Det er okay, når du selv slår, men jeg synes, at hun ventede lang tid.

- Det er ikke fair, men sådan er det, sagde Caroline Wozniacki.

I kvartfinalen møder hun Angelique Kerber, der i sin kamp i 3. runde i tre sæt besejrede britiske Johanna Konta.

Wozniacki kender tyskeren indgående efter 13 indbyrdes opgør, hvor Kerber har vundet de otte.

- Hun er en rigtig god spiller, der startede året godt i Australien. Hun vinder mange bolde på sin forhånd, hvor hun slår nogle gode vinkler. Det bliver en svær kamp, konstaterer Wozniacki.

De to skal spille fredag som tredje af de fire kvartfinaler - den første starter kl. 15.30.

Caroline uddelte æg i sin første kamp af Qatar Open, hvor hun slog tyske Carina Witthöft. Arkivfoto: AP Tennis - 14. feb. 2018 - kl. 16:58 Klædt af i Qatar: Wozniacki stråler i magtdemonstration

Se også: Luft under vingerne: Nu er der rejsepenge til stortalenter

Danskerne får lejlighed til at hylde Caroline Wozniacki, når hun kommer til København sidst i april. Foto: Ritzau Scanpix Tennis - 6. feb. 2018 - kl. 13:24 Her kan du endelig få lov at hylde Caroline Wozniacki i København

59 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere