BÅSTAD (Ekstra Bladet): Det er ved at udvikle sig til at kedeligt mønster. Caroline Wozniacki er havnet i noget, der ligner en trist tennis-spiral. Hun har spillet sig i fem finaler i år, men de er alle blevet tabt. Det er faktum, efter at finalen i Båstad også endte med dansk nederlag, da Katerina Siniakova vandt kampen med 6-3 og 6-4.
Det var ikke til at se, at der var 50 placeringer til forskel mellem de to spillere på verdensranglisten. For Siniakova spillede ganske enkelt på et forrygende niveau gennem det meste af dysten. Tjekken leverede tunge slag fra baglinjen, og hendes offensiv voldte konstant Wozniacki problemer. Særligt i 1. sæt var Siniakova toneangivende – også i defensiven, hvor hun nød godt af et enormt løbearbejde.
Wozniacki var tydeligt frustreret. Hun lossede til bolden efter en duel midtvejs i sættet,og det var ikke så underligt. For det gik virkelig ikke danskerens vej. Siniakova var dygtig til det meste og heldig, når det var nødvendigt. Tjekken var ’venner’ med netkanten, som omvendt drillede Wozniacki ved flere tilfælde.
Derfor lå det hurtigt i kortene, at første sæt ville blive med tjekkisk signatur, og selv om Wozniacki fik knyttet en næve undervejs, da det kortvarigt gik hendes vej, kunne Siniakova sætte flueben ved første akt, der blev vundet 6-3.
Om det var en ’medical timeout’ til begge parter forud for 2. sæt, der gjorde udfaldet skal være usagt, men meget var forandret. Wozniackis fejlprocent blev mindre, og hendes succes med de offensive angreb blev større. Danskeren brød hurtigt Siniakova, og foran 3-1 så det ud til, at hun skulle køre sættet hjem, og der dermed skulle være lagt i ovnen til et nyt drama over tre sæt i Skåne.
Men Siniakova rejste sig. Det tunge skyts blev fundet frem igen, og selv da hun fejlede på en af opgøret letteste bolde, formåede hun at vise god moral og holde fokus. Tjekken brød Wozniacki tilbage over to omgange – og så var det pludselig hende, der kunne serve sættet og sejren hjem ved 5-4. Det gjorde hun og sikrede sig dermed karrierens anden turneringssejr på WTA-Touren.
Og som hun sympatisk sagde til Wozniacki efter triumfen under pokaloverraskelsen:
- Jeg er ked, af at jeg vandt.
Og det var hun. For tårerne løb. Men det var glædestårer. Dem håber vi snart at se hos Caroline Wozniacki, der endnu har turneringer tilbage til at tage årets første triumf. Det helt store mål er US Open, som starter i slutningen af august.
Kevin fik sviner på åben skærm og svarer igen: Sut mine kugler!
Pernille Blume misser medalje i favorit-disciplinen