LONDON (Ekstra Bladet): - Det var vigtigt. Der er ikke noget værre end at skulle ud og afslutte en kamp dagen efter. Man sover ikke specielt godt, og man vil bare gerne videre. Nu kan jeg slappe af i morgen.
Smilene sad løst hos Caroline Wozniacki efter dagens meget sene og forløsende sejr på 6-3, 6-4 over den bulgarske græshoppe, Tsvetana Pironkova. En sejr, der blev hevet hjem, lige inden mørket for alvor faldt på og truede med at udskyde afgørelsen til fredag.
- Det var stadig okay (at se bolden, red.), mens vi spillede. Jeg tror, at vi måske havde ti minutter tilbage, mente hun.
Ventetiden blev lang, mens programmet på Bane 2 sneglede sig af sted, efter at hun havde varmet op allerede fra klokken 14.30.
- Den første kamp gik rimeligt hurtigt på min bane, men så gik de næste singler langt. Jeg prøvede bare at slappe af i omklædningsrummet, høre noget musik og ikke stresse så meget. Jeg tænkte: ’Nu må vi snart i gang, hvis vi skal nå det’.
- Jeg prøvede bare at fokusere på at få den afsluttet den i to sæt. Da jeg var yngre, var jeg nok blevet lidt mere stresset over det.
Hun var selvsagt tilfreds med sin – i perioder – meget koncentrerede indsats og sit gode spil.
- Jeg spillede forholdsvis aggressivt, og især på hendes andenserver gik jeg ind og tog styringen med det samme og prøvede at få hende ud at løbe.
- Hvis jeg spillede i hendes baghåndsside, var det aggressivt, for hun kan godt lide at styre derovre fra og har nogle gode slag og tager den tidligt. Det er svært at se, hvor hun slår den hen.
- Tror du, at din far giver dig ny karantæne med stopboldene?
- Haha, det ved jeg ikke. Jeg lavede en meget god en til breakbold, så når de lykkes på de rigtige tidspunkter, så tror jeg, det går, haha, svarede hun med adresse til aftenens mindre vellykkede slag forsøg på netop den disciplin.
Miss Sunshine vandt i tusmørket
Sensation rydder vejen for Caroline