Glad Clara: Jeg er selv nået hertil

Clara Tauson fejrede sin første WTA-triumf med en biltur på syv-otte timer og kurs mod næste tennismål, men undervejs kunne hun nyde belønningen for hårdt arbejde

-Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg selv er kommet hertil, siger Clara Tauson om sin svære vej mod toppen

Nogle fejrer deres store sejre med champagne og en tur i byen.

Andre sætter sig ind i en bil med udsigt til en natlig køretur på godt 700 kilometer og med et stykke kage som det fremmeste symbol på en belønning.

-Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg selv er kommet hertil, siger Clara Tauson om sin svære vej mod toppen. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix
-Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg selv er kommet hertil, siger Clara Tauson om sin svære vej mod toppen. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix
 

Clara Tauson hørte søndag aften til den sidste kategori, da hun efter sin første WTA-triumf med finalesejr på 6-4, 6-1 over schweizeren Viktorija Golubic i Lyon, satte kurs mod sin tennisbase, Justine Henins tennisakademi udenfor Bruxelles.

Men hun lød bestemt ikke til at have ondt af sig selv, da Ekstra Bladet fik den 18-årige, nybagte Top 100-spiller i røret.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for min titel, men jeg er jo stadig en spiller under udvikling, så jeg kigger faktisk mest på mit spil gennem ugen. At jeg vinder turneringen, er dog et bevis på, at jeg er på rette vej, lød det fra bilsædet.

- At jeg er blevet stærkere, gavner min defensiv. Vi har trænet rigtigt meget fysisk hen over vinteren. Også det bliver jeg belønnet for i dag, siger Clara Tauson. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix
- At jeg er blevet stærkere, gavner min defensiv. Vi har trænet rigtigt meget fysisk hen over vinteren. Også det bliver jeg belønnet for i dag, siger Clara Tauson. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix

Her var hun endnu ikke nået til den anselige bunke af beskeder og lykønskninger. Et par venner havde fået hilsener allerede kort efter matchbolden, og eller var det familien hjemme i Danmark, hun havde haft kontakt med.

- Jeg har lukket helt ned for de sociale medier i denne uge, og senere må jeg give mig tid til at besvare alle hilsnerne.

Men Clara Tauson sender faktisk gerne et velfortjent skulderklap til sig selv.

- Det har været nogle lange vintre, hvor jeg har arbejdet hårdt, og især gennem sidste år, hvor der ikke var ret mange turneringer at spille. Jeg ved selv, hvor meget jeg har arbejdet, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg selv er kommet hertil, siger hun – blandt andet med reference til de wildcards, der sjældent kommer en dansk spillers vej.

I stedet har hun måttet kæmpe sig igennem en masse mindre turneringer, men tilværelsen bliver lidt lettere nu, hvor hun rangerer blandt verdens 100 bedste.

- Det, at jeg kan spille de turneringer, jeg gerne vil spille, betyder mest. Det har ikke været nemt at planlægge. Og så er det da meget rart at passere min onkels højeste rangering, griner hun med adresse til Michael Tausons karrierebedste som nummer 101.

For Clara Tauson har spillet i den forløbne uge næsten været vigtigere end den afsluttende titel, siger hun. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix F
For Clara Tauson har spillet i den forløbne uge næsten været vigtigere end den afsluttende titel, siger hun. Foto: Alexandre Hergott/AFP/Ritzau Scanpix F

Men også hendes belgiske træner, Olivier Jeunehomme, får en hilsen.

- Min træner er der bare 100 procent for mig, både på og udenfor banen. Under kamp hjælper det mig meget, at han er så rolig, når jeg selv bliver sur. Så skal jeg bare lige kigge ud på ham, siger hun med et hørligt smil.

Og så glæder Clara Tauson sig over, at hun fysisk har arbejdet så hårdt, at det har givet hende nye muligheder på banen.

- At jeg er blevet stærkere, gavner min defensiv. Vi har trænet rigtigt meget fysisk hen over vinteren. Også det bliver jeg belønnet for i dag.

På de sociale medier blev den unge dansker i øvrigt hyldet behørigt, da hun – bagud 0-2 i kampens start – lavede en såkaldt ’tweener’. I fuldt løb mod egen baglinje slog hun til bolden mellem egne ben, og kort efter vandt hun også pointet.

- Ja, haha, det blev jo lidt af et vendepunkt i kampen, griner Clara Tauson.

- Det er ikke første gang, jeg laver sådan en, og jeg kan godt lide at træne lidt på det. I dag vidste jeg, at jeg ville få chancen, fordi hun nok ville lobbe en del, lød det fra den danske boldbegavelse i bilen.  

Total triumf! Clara vinder i Lyon

X-faktor fik Clara i mål

Onkel-nerver svinder: Snup så min rekord

Stor-roser Clara: 'Kan blive verdens bedste'