Golfkoryfæ om eks-tennisstjerne: Den bedste ikke-prof, jeg har set

- Du bliver ikke yngre, og du har ti år, hvis du vil spille professionel golf, lyder opfordringen fra Jack Nicklaus til Mardy Fish, der har imponeret ham

Jack Nicklaus tager i den grad hatten af for Mardy Fish. Foto: AP
Jack Nicklaus tager i den grad hatten af for Mardy Fish. Foto: AP

Ordene har en vis vægt, når de kommer fra Jack Nicklaus, af de fleste eksperter betragtet som golfsportens største med 18 majors på trofæhylden.

Så den tidligere tennisstjerne, 37-årige Mardy Fish, må glæde sig over at høre dem.

- Han er den bedste ikke-professionelle golfspiller, jeg nogen sinde har set, siger Nicklaus om sin amerikanske landsmand, der nåede ranglistens syvendeplads og indstillede tenniskarrieren i 2015.

På det tidspunkt var den tidligere OL-sølvvinder godt i gang med køllerne, og han var uhyre tæt på at blive den tredje mand, der har kvalificeret sig til US Open i såvel tennis som golf.

Nicklaus siger til tennis.com, at han var målløs over at se, hvad Fish kunne udrette med den lille, hårde kugle, da de to spillede golf i starten af december ved et velgørenhedsarrangement i Florida.

Her sagde Nicklaus til Fish:

- Du bliver ikke yngre, og du har ti år, hvis du vil spille professionel golf.


Siden fortalte han golf- og tennisjournalisten Steve Flink om sin oplevelse.

- Vi spillede ni huller og på hvert eneste slog han bolden op i midten af fairway med en længe, som jeg ikke har set hos en ikke-professionel. Han brugte 31 slag på de ni huller, og jeg sagde: ’Mardy, hvad laver du? Du har et kæmpe talent, og du er ung nok til at folde det ud. Du skal spille golf’.

En opfordring, som Fish tilsyneladende kun har et smil til overs for:

Fish, der var en meget vellidt spiller på ATP-turen og har talt åbent om sine mentale problemer, har de senere år spillet med på Celebrity Golf Tour og vundet flere turneringer.

Se også: Lige ved og næsten for Tiger Woods

Se også: Sygeligt golfslag går verden rundt

Se også: Tennis-spiller bryder tabu: Må medicinere sig ud af depression

0 kommentarer
Vis kommentarer