En hofteskade holder Rafael Nadal ude i de kommende seks til otte uger. Det bekræftede Nadal torsdag på Twitter.
Den spanske tennisstjerne pådrog sig skaden under Australian Open, og for en uge siden lød meldingen på op til otte ugers pause.
Den prognose holder stik, lyder det nu, efter at Nadal er blevet undersøgt nærmere på en klinik i Barcelona.
- Om tre uger vil de teste mig yderligere for at se, hvordan skaden udvikler sig, skriver Nadal.
Han røg ud i anden runde efter nederlag i tre sæt til amerikaneren Mackenzie McDonald i Australian Open. Dermed formåede han ikke at forsvare sin grand slam-titel fra sidste år.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Skaden betyder, at Nadal er tvivlsom til ATP-turneringerne i Indian Wells og Miami i marts.
Til gengæld burde Nadal kunne blive klar til grussæsonen, som indledes i april og i maj har French Open som højdepunktet.
Nadal har vundet French Open 14 gange i karrieren, og han står samlet noteret for 22 grand slam-titler. Det er flest af alle mandlige tennisspillere.
Serberen Novak Djokovic, der er i semifinalen og favorit til at vinde Australian Open, er noteret for 21 grand slam-triumfer.