Danske Holger Rune spillede sig i finalen i Challenger-turneringen i San Marino lørdag aften, da han slog italieneren Marco Cecchinato med cifrene 7-5, 7-6.
Det er således anden gang på under en måned, at den unge dansker slår en spiller, der befinder sig blandt de 100 bedste spillere i verden.
Sidst var det også en italiener, der måtte se sig slået. Nemlig Stefano Travaglia i ATP-turneringen i østrigske Kitzbühel i slutningen af juli.
I finalen skal den 18-årige Holger Rune møde enten bolivianske Hugo Dellien eller brasilianske Orlando Cruz, der spiller deres semifinale lørdag aften.
Holger Rune indtager selv en plads som nummer 191 på verdensranglisten.