Australian Open kan godt finde en ny udfordrer frem til Holger Rune, for serbiske Filip Krajinovic var chanceløs mod den 19-årige dansker, der vandt første runde i tre sæt, 6-2, 6-3, 6-4.
Kampen var udsat mere end fire timer på grund af ekstrem varme i Melbourne, men da først spillerne fik lov at gå på banen, var der aldrig tvivl om udfaldet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Holger Rune brugte under en halv time på at vinde første sæt over den 30-årige serber, der er nummer 54 i verden.
Om Filip Krajinovic var mere tynget af varmen end Holger Rune, skal være usagt, men selv om Holger Rune kæmpede lidt mere for sejren i andet sæt, var det serberens afsluttende dobbeltfejl, der meget symptomatisk bragte danskeren på 2-0.
I tredje sæt opstod der endelig lidt udfordringer for Holger Rune, men ikke flere, end han kunne ryste af sig. 6-4 lød cifrene, og så kunne Danmarks bedste tennisspiller helt efter planen løfte armene over hovedet.
Med sejren er Holger Rune allerede længere end sidste år, hvor netop første runde blev endestationen i Melbourne.
I anden runde venter et møde med enten amerikanske Maxime Cressy eller spanske Albert Ramos-Vinolas, der er henholdsvis nummer 41 og 37 i verden.